Verdensranglisten nr. 3 og 4 på landevejen, belgieren Wout van Aert (Jumbo-Visma) og hollænderen Mathieu van der Poel (Alpecin-Fenix), fortsatte i weekenden den medrivende duel i cykelcross, hvor de begge har tre VM-titler på generaliebladet, og hvor de reducerer samtlige øvrige deltagere til noget nær statister, når de for alvor skruer op for satsningen.
Med en uge til sæsonens ultimative opgave i den terrængående disciplin, verdensmesterskaberne i Oostende, hvor van der Poel skal søge at forsvare retten til fortsat at bære den regnbuefarvede trikot, triumferede den 26-årige belgier suverænt i søndagens World Cup-finale i Overijse, men døgnet inden havde der tegnet sig et omvendt billede af styrkeforholdet i kappestriden i Hamme.




























