Få avisen leveret hver lørdag for kun 99 kr.

Mads Pedersen tog sejren på 4. etape af Tour de France. Det var hans tredje Tour-etapesejr i karrieren.

»Shit, et hold, jeg har«: Mads Pedersen vinder suverænt og kører sig i den grønne trøje

Foto: Jeff Pachoud/Ritzau Scanpix
Foto: Jeff Pachoud/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Blot fire etaper skulle køres, før den første danske etapesejr kom i årets Tour de France.

Mads Pedersen var stærkeste mand i et udbrud og vandt 4. etape efter en spurt i en mindre gruppe. Samtidig overtager Lidl-Trek-danskeren løbets grønne pointtrøje.

Den danske stjerne var fuldstændig suveræn i spurten, hvor han selv åbnede og hurtigt slog et hul til konkurrenterne. Holdkammeraten Quinn Simmons blev endda nummer to og cementerede en stor Lidl-Trek-dag.

»Det er fantastisk. Især nu når der er skrevet over det hele, at jeg var den største favorit i dag«, siger Mads Pedersen til TV 2 efter tirsdagens etapesejr.

»Jeg kom i udbrud med to holdkammerater, der bare kørte som motorcykler hele dagen, og vi kontrollerede det hele vejen til målstregen. Shit, et hold, jeg har«, tilføjer han.

»Med Quinn og Vacek var det lettere. Det ville have været virkelig svært, hvis jeg havde været alene med de angreb, der kom. De kunne hjælpe hinanden med at lukke det hele ned. De øvrige ryttere forstod også hurtigt, at det ville blive svært at komme væk, når de to patruljerede det hele«, siger Mads Pedersen.

Etapen blev afgjort i en spurt i et udbrud, hvor den danske cykelstjerne var suveræn. Pedersen åbnede selv spurten og slog hurtigt et hul til konkurrenterne. Det er hans tredje etapesejr i Touren i karrieren. Holdkammeraten Quinn Simmons blev nummer to og cementerede en stor Lidl-Trek-dag.

Det er »endnu sjovere« at vinde, når han og holdkammeraterne kører så godt sammen som hold, fortæller Pedersen. Mathias Vacek, der også kører for Lidl-Trek, har desuden overtaget løbets ungdomstrøje efter etapen. Og derudover har Mads Pedersen overtaget løbets grønne pointtrøje, men det betyder umiddelbart ikke det store for danskeren.

Han understreger, at trøjen først har værdi, hvis han stadig bærer den, når feltet har krydset målstregen i Paris på den sidste etape.

Sejren er Mads Pedersens tredje etapesejr i Tour de France i karrieren. De to første kom i 2022 og 2023.

En stor lettelse for holdet

For ledelsen på Lidl-Trek kommer det som en stor lettelse, at Mads Pedersen tirsdag eftermiddag afsluttede en 10 måneder lang sejrstørke ved at vinde 4. etape af Tour de France, erkender holdchef Andy Schleck, da han sammen med sportsdirektør Kim Andersen stiger ud af følgebilen få minutter efter Pedersens triumf.

»Han har haft et meget, meget hårdt år med sit styrt, og klassikerne forløb ikke optimalt for ham. Det er en stor lettelse for ham, og det har han virkelig fortjent«, siger Schleck.

Mads Pedersen kom galt afsted i et løb i Spanien i februar og blev tvunget til at forcere genoptræningen for at blive klar til forårsklassikerne. Han leverede pæne placeringer, men helt godt blev det aldrig, og han erkendte før Tour de France-starten, at det ene håndled har voldt store kvaler undervejs.

»Det var et hårdt comeback, og jeg gik til grænsen for at nå tilbage til klassikerne. Om det var klogt, ved jeg ikke, men jeg vil gerne vinde et monument, og jeg sluttede trods alt i top-10 i alle klassikerne. Jeg skippede Belgien Rundt i juni for i stedet at træne noget motorpace. Nogle sagde, at det var skørt. Andre sagde, at jeg bare skulle stoppe sæsonen, for jeg ville alligevel ikke vinde noget. Det er dejligt at vise, at de tog fejl, og at jeg også kan forberede mig godt ved at træne«, siger Mads Pedersen.

Han roser også ledende sportsdirektør Steven de Jongh, der havde undersøgt 4. etape minutiøst, inden han lagde taktik.

»Han er en workaholic. Han studerer altid ruterne indgående. Han kørte 182 kilometer for at se alle små hjørner på denne etape. Han ringede og sagde, at det ville blive en etape for udbrud, og at han ville have så mange ryttere med i udbruddet som muligt, og at jeg skulle vinde. Det er aldrig let, specielt ikke når bookmakere og alle andre siger, at jeg er favorit til at vinde. Men vi udførte det til perfektion«, siger Mads Pedersen.

Derfor fik jublen frit løb i Lidl-Trek-lejren.

»Det føles specielt i dag«, siger Kim Andersen.

»Man kunne næsten ikke have drømt om, at det ville være sådan. Da udbruddet kom afsted, var det et totalt drømmescenarie for os. Selvfølgelig var det hårdt, men vi havde alle de tre, vi gerne ville have derude. De to andre lukkede angreb ned og hjalp ham til at komme tilbage på bakken. Quinn Simmons blev toer og havde også gode ben. Han ville gerne have angrebet, men vi satsede på Mads«, siger Kim Andersen.

Nordmand i gult

Tadej Pogacar og UAE Emirates-holdet gav udbruddet et så stort forspring, at ny mand i den gule førertrøje er nordmanden Torstein Træen (Uno-X). Træen kom i mål i frontgruppen og har nu næsten otte minutter ned til Tadej Pogacar og Jonas Vingegaard på 4.- og 5.-pladsen.

Fra etapens start lagde Lidl-Trek handling bag ønsket om at få ryttere i udbrud og blandt dem Mads Pedersen. Hans holdkammerat Quinn Simmons slog tonen an, og snart efter spillede danskeren selv en hovedrolle i formningen af et 14-mandsudbrud. Efter en længere tovtrækning med feltet slappede dette endeligt af, da yderligere en flok ryttere var sluppet afsted og kom op til Pedersen-gruppen.

Med godt 160 kilometer tilbage af de 181,9 kilometer sad således 34 mand samlet ude foran. Bedst placeret i klassementet var Torstein Træen (Uno-X) – 5 minutter og 6 sekunder efter Tadej Pogacar (UAE Emirates).

Blandt de forreste sad også den snu Michael Valgren (EF) samt flere af Mads Pedersens rivaler i pointkonkurrencen, nemlig blandt andre både Jasper Philipsen og Biniam Girmay. De kom alle fint over dagens første to småstigninger, og i pointspurten måtte Mads Pedersen derfor nøjes med tredjepladsen. Dermed manglede han tre point for at gå forbi den førende i pointkonkurrencen, Tadej Pogacar.

Efter den indlagte spurt resterede 88,5 kilometer med to kategori 2-stigninger på menuen. Det fik både Girmay og Philipsen til at lade sig falde tilbage. Feltet var 4 minutter og 40 sekunder bagefter, og UAE Emirates havde taget kontrollen over tempoet dernede.

Udbruddets forspring blev ved med at stige, og det begyndte at stå klart, at Pogacar havde i sinde at afgive den gule førertrøje.

På etapens sidste kategori 2-stigning forsøgte flere at komme væk fra Mads Pedersen, men både danskeren og hans to holdkammerater i udbruddet holdt fast. Lidl-Trek sad dermed med 3 ud af 10 mand i den tilbageværende frontgruppe, der satte kursen mod målbyen Foix.

Quinn Simmons og Mathias Vacek holdt styr på de angreb, der kom fra konkurrenterne, inden Mads Pedersen suverænt spurtede sejren hjem.

Sejren er den 61. professionelle sejr i Mads Pedersens karriere og første sejr i 2026.

ritzau

PodcastSe alle

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her