Ikke bare én, men hele to gange skal Tour de France-rytterne op ad Alpe d’Huez i dag. Det er første gang, at feltet præsenteres for den udmarvende styrkeprøve to gange.
På første tur drejer rytterne af kort inden målstregen, i 1.765 meters højde, for at komme mod Col de Sarenne, der med sine 1.999 meter er etapens højeste punkt. Derfra går det ad en frygtet nedkørsel ned i dalen, inden de tager fat på finalen, der når op til den sædvanlige afslutning i 1.850 meters højde.
Hver vinder på Alpe d'Huez har fået et af bjergets 21 hårnålesving opkaldt efter sig, og da rytterne kørte op for 22. gang i 2001, var arrangørerne derfor nødt til at starte forfra, så der i nogle sving nu er to mindeplader over bjergets sejrherrer.
I alt er der 27 gange kåret en vinder på Alpetoppen, men kun tre, Fausto Coppi i 1952, Lance Armstrong i 2001 – senere slettet af listen på grund af doping – og Carlos Sastre i 2008 fuldførte som løbets samlede sejrherre.
Her er historierne bag de 21 hårnålesvings navne:
1. sving
Italieneren Giuseppe Guerini var i 1999 på sikker kurs mod triumf, da en ung, ivrig tilskuer trådte for langt frem for at få et godt billede af Telekom-rytteren. Denne væltede, men kom på cyklen igen og passerede uden problemer målstregen som vinder. Senere arrangeredes et møde mellem den uheldige entusiast og Guerini, så alt sluttede i fryd og gammen.
2. sving
Marco Pantani vandt i alt otte Touretaper, og en af de mest bemærkelsesværdige hentedes på Alpe d’Huez i 1997, da han satte den stadig bestående rekord for klatreturen på 37.35 minutter. Italieneren slog også til to dage senere i Morzine og sluttede på tredjepladsen sammenlagt efter spanieren Miguel Indurain og franskmanden Richard Virenque – for at stryge helt til tops året efter.
3. sving
Forventningerne til Marco Pantani var store i Touren 1995, efter at han ved sin debut året inden var blevet nr. 3 bag Miguel Indurain og letten Piotr Urgumov. I klassementet kunne italieneren umiddelbart ikke følge op på det facit, men måtte tage til takke med 13.-pladsen.
4. sving
Karrierens største jubelstund oplevede italieneren Roberto Conti 19. juli 1994, da han kæmpede sig til vejs ende på den 224,5 km lange 16. etape fra Valréas til Alpe d’Huez 2.02 minutter foran den nærmeste forfølger, colombianeren Hernan Buenahora. Conti sluttede sammenlagt som nr. 6 med et minus på 12.29 minutter til spanieren Miguel Indurain.
5. sving
Amerikaneren Andy Hampsten oplevede sit store gennembrud med den samlede sejr i Giro d’Italia 1988, men han har selv siden ofte fremhævet etapegevinsten på Alpe d’Huez i 1992 som et lige så uforglemmeligt øjeblik. Han angreb mod slutningen, holdt hjem med et forspring på 1.17 minut til italieneren Franco Vona og sluttede på fjerdepladsen sammenlagt.
6. sving
Gianni Bugno vandt på Alpe d’Huez to år i træk. I 1991 besejrede han rytteren, der siden hyldedes som den endelige vinder, spanieren Miguel Indurain. Selv fik italieneren det år tilkæmpet sig en podieplads, da han blev nr. 2 med et minus på 3.36 minutter for senere samme år at hjemføre den første af sine to VM-titler
7. sving
Året forinden – i 1990 – kom Gianni Bugno til touren efter tordnende succes i Giro d’Italia, som han havde ført fra start til mål. Det kunne italieneren dog ikke ganske leve op til i Frankrig, men sikrede sig en fornem etapesejr på Alpe d’Huez, da han kom til mål sammen med den senere vinder, amerikaneren Greg Lemond, og sluttede som nr. 7 sammenlagt.
8. sving
Hollænderen Gert-Jan Theunisse blev i Tour de France 1988 idømt en tidsstraf på 10 minutter for at have afleveret en dopingprøve med for stort indhold af testosteron. Året efter var han dog med igen og sejrede på Alpe d’Huez 1.09 minutter foran de nærmeste rivaler. Theunisse vandt desuden bjergkonkurrencen og blev nr. 4 sammenlagt.
9. sving
I finalen på Alpe d’Huez 1988 distancerede hollænderen Steven Rooks holdkammeraten Gert-Jan Theunisse samt spanieren Pedro Delgado med 17 sekunder. Sammenlagt hjalp det imidlertid ikke Rooks i duellen med Delgado, der hyldedes i Paris med et forspring på 7.13 minutter til hollænderen, der blev nr. 1 i bjergkonkurrencen.
10. sving
I en professionel karriere, der strakte sig fra 1981 til 1996, hentede spanieren Federico Echave flere sejre, og højdepunktet nåedes, da han i 1987 nåede toppen af Alpe d’Huez som første mand. I øvrigt besatte landsmanden og holdkammerat Anselme Fuerte andenpladsen slået med 1.32 minutter.
11. sving
Holdkammeraterne Bernard Hinault og Greg Lemond kørte i 1986 jublende over målstregen på Alpe d’Huez hånd i hånd – med Hinault en anelse foran. Amerikaneren Lemond noteredes siden for den første af sine i alt tre samlede sejre, mens franskmanden Hinault efter sin femte og sidste triumf året inden blev nr. 2.
12. sving
I 1984 inviteredes Colombia til at deltage i Tour de France med et amatørmandskab, og her brillerede en af historiens skrappeste klatrere Luis Herrera ved at vinde på Alpe d’Huez 49 sekunder foran franskmanden Laurent Fignon, der erobrede den gule trøje og bevarede den løbet ud for andet år i træk. Herrera sluttede som nr. 27 og vandt siden bl.a. Vuelta a Espana i 1987.
13. sving
Hollænderen Peter Winnens karriere bugnede ikke af sejre, men han slog sit navn fast med to sejre på Alpe d’Huez. Anden gang var i 1983, hvor han på alpetinden afviste franskmanden Jean-René Bernaudeau, da de to nåede til mål sammen. Sammenlagt blev Winnen nr. 3.
14. sving
Beat Breu er den eneste schweizer, der har vundet på Alpe d’Huez. Det skete, da han på 16. etape i 1982 holdt hjem 16 sekunder foran franskmanden Robert Alban. Breu havde allerede stillet sine klatrekvaliteter til skue i Pyrenæerne, da han nåede først til toppen i Pla d’Adet på 13. etape, og han kæmpede sig op på sjettepladsen i slutstillingen.
15. sving
Hollandske Peter Winnen vandt sin første Alpe d’Huez-sejr i 1981 i sin blot anden sæson som professionel. Han krydsede målstregen otte sekunder foran franske Bernard Hinault, der sammenlagt vandt for fjerde gang. Winnen sluttede i sin Tour-debut som nr. 5 og vandt ungdomskonkurrencen.
16. sving
Hollænderen Joop Zoetemelk hyldedes som den første sejrherre på Alpe d’Huez, da vintersportsbyen efter 24 års pause atter befandt sig på Tour-ruten i 1976. Også franskmanden Pierre Rollands navn er at finde på skiltet i sving nr. 16. Rolland slog som den seneste vinder på det berømte bjerg til i 2011, men synes ikke at kunne få samme succes i år.
17. sving
Med sit forrygende soloangreb på etapen til Alpe d’Huez nåede Carlos Sastre i 2008 sejrrigt i mål 2.05 minutter foran de nærmeste rivaler. Bjarne Riis’ spanske trumf overtog den gule førertrøje fra holdkammeraten Fränk Schleck og bevarede den løbet ud. Portugiseren Joaquim Agostinho, der også står på skiltet i dette sving, vandt den ene af de to etaper til Alpe d’Huez i 1979.
18. sving
Fränk Schleck oplevede den ubetingede jubel på Alpe d’Huez i 2006. Luxembourgeren, der tidligere det år var noteret for en stor triumf med sejren i Amstel Gold Race, kom til mål med et forspring på 11 sekunder til italieneren Damiano Cunego og sluttede som nr. 10 sammenlagt.
19. sving
Hollænderen Hennie Kuiper kan ses på skiltet i både sving nr. 18 og 19, idet han nåede først til toppen af Alpe d’Huez i 1977 og 1978. Første gang slog han franskmanden Bernard Thevenet med 41 sekunder, men noteredes som nr. 2 i slutklassementet for et minus på 48 sekunder til Thevenet. At der ikke optræder to vindernavne i sving 19 og 21, skyldes, at amerikanske Lance Armstrong, der vandt på Alpe d’Huez i både 2004 og 2001, siden er blevet frataget æren som følge af sin dopinghistorik.
20. sving
Joop Zoetemelks sejr i 1976 dannede optakt til invasionen af hollandske cykelentusiaster, der år efter år præger billedet på Alpe d’Huez og vil gøre det igen i år for at tiljuble deres superpopulære landsmand Bauke Mollema. Zoetemelk vandt igen i 1979 – året inden sin eneste samlede gevinst. Spanieren Iban Mayo slog til i 2003.
21. sving
Den 226 km lange 10. etape fra Lausanne til Alpe d’Huez i 1952 udgjorde premiere både for alpetinden og for bjergfinaler iTour de France. Det italienske koryfæ Fausto Coppi angreb seks km fra toppen og kom alene i mål. Coppi sluttede i Paris 28.17 minutter foran nr. 2, belgieren Stan Ockers – stadig den største tidsforskel i efterkrigstiden.
fortsæt med at læse
