Fabio Jakobsen suser forbi Wout van Aert og krydser målstregen foran Cirkle K-tanken og McDonald’s i Nyborg først. I samme øjeblik får jeg en lektion i, hvordan man begår sig som journalist til klodens største cykelløb. Den rammer cirka med samme styrke som en modvindstur hen over Storebælt. De seneste 10 minutter har jeg stået i et lille hvidt telt sammen med omkring 30 kolleger fra alverdens medier og har skiftevis forsøgt at følge afslutningen på to små skærme, som solen blænder, og spekulere over, hvorfor Bradley Wiggins er iklædt sort læderjakke på en 25 grader varm sommerdag.
Pludselig er den tidligere Tour de France-vinder, der nu arbejder for Eurosport, væk. Ligesom alle andre omkring mig. Jeg er alene i teltet og kan endelig se de skærme, som ikke længere viser direkte cykelløb. Nogle kolleger spurter ned langs vejen i retning mod holdbusserne, andre springer trods stærke påbud fra Tour-arrangøren ASO hen over barrierne for at stikke en tv-mikrofon op i hovedet på den første og bedste cyklende landsmand, som lige har gennemført etapen.
