Michael Mørkøv får fri fra at passe Fabio Jakobsen i Tour de France. Sprinteren kommer ikke til start torsdag.

Supersprinter fra Mørkøvs hold udgår af Tour de France

Det har ikke været Fabio Jakobsens Tour-år. Han stiller ikke til start på dagens 12. etape. Billedet er fra tidligere i løbet med Ineos Grenadiers' Omar Fraile.   Foto: Benoit Tessier/Ritzau Scanpix
Det har ikke været Fabio Jakobsens Tour-år. Han stiller ikke til start på dagens 12. etape. Billedet er fra tidligere i løbet med Ineos Grenadiers' Omar Fraile. Foto: Benoit Tessier/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Tour de France 2023 har mest af alt været én lang lidelseshistorie for den hollandske Quick-Step-sprinter Fabio Jakobsen. Efter et styrt tidligt har han virket mere og mere modløs, og nu stiger han af Tour-feltet. Holdet skriver torsdag i en pressemeddelelse, at Jakobsen ikke stiller til start på 12. etape.

»Jeg er meget trist over at forlade løbet, for jeg havde store ambitioner for løbet og ønskede at være på mit bedste med holdet«, siger Jakobsen i pressemeddelelsen.

Hjælp fra Michael Mørkøv

Den hurtige hollænder vandt en af Tour-etaperne i Danmark sidste år, men i dette års udgave af verdens største cykelløb har intet fungeret for Jakobsen.

Trods hjælp fra danske Michael Mørkøv, der bredt er anerkendt som en af de bedste leadoutryttere i verden, ramte 26-årige Jakobsen ingen af de første spurter, og et styrt på 4. etape gjorde ikke situationen bedre.

På et par etaper har han flirtet med tidsgrænsen, men med blandt andre Mørkøvs hjælp er han kommet igennem. Sliddet for ham og holdkammeraterne giver dog ikke længere mening ifølge ham selv.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her