Danmark skal op imod Wales i ottendedelsfinalen, hvis det mandag lykkes danskerne at kravle op på 2. pladsen. Det blev afgjort, efter Italien gjorde rent bord med en 1-0-sejr over Wales, mens Tyrkiet blev sendt hjem med nul point efter 1-3 mod Schweiz.

Smal sejr sender både Italien og Wales videre, mens Schweiz lægger stort lod i treer-puljen

Foto: Alberto Lingria/Ritzau Scanpix
Foto: Alberto Lingria/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Italien besejrede søndag aften Wales med 1-0 og sikrede sig førstepladsen i gruppe A ved fodbold-EM.

Som et plaster på såret holder Wales dog fast i andenpladsen i gruppen og avancerer dermed også til ottendedelsfinalerne.

Det sker, fordi Schweiz’ 3-1-sejr over Tyrkiet i den anden kamp i gruppen søndag aften ikke var nok for schweizerne til at indhente forskellen i målscoren, selv om de slutter på fire point ligesom Wales.

Regnskabet: Danmark trak fem andre hold med til 1/8-finalerne

I stedet skal Schweiz krydse fingre for, at holdet bliver blandt de fire bedste treere, der også går videre, mens tyrkerne nu kan pakke deres fodboldstøvler og rejse hjem fra EM.

Dermed står det klar, at Italien i ottendedelsfinalen skal møde toeren i gruppe C, som bliver en direkte duel mellem Ukraine og Østrig, på lørdag i London.

Men vigtigere - set med danske briller - skal Wales som toer i gruppe A møde toeren i gruppe B, som kan blive Danmark, lørdag klokken 21 i Amsterdam.

Danmark kæmper for EM-avancement og en mulig andenplads i sin gruppe mandag aften mod Rusland.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her