Danske Sofie Junge Pedersen er en af forfatterne bag et åbent brev til Fifa med en skarp kritik, som flere end 100 kvindelige fodboldspillere har skrevet under på. Det handler om et saudisk sponsorat.

»Det er meget alvorligt«: I et usædvanligt opråb siger landsholdsprofil fra over for Fifa – og har fået 100 andre spillere med

Ved et arrangement inden for e-sport sidste år mødtes Fifa-præsident Gianni Infantino med Saudi-Arabiens berygtede leder, Mohammed bin Salman, og superstjernen Cristiano Ronaldo, der spiller i en saudisk klub. Foto: Saudi Press Agency/Ritzau Scanpix
Ved et arrangement inden for e-sport sidste år mødtes Fifa-præsident Gianni Infantino med Saudi-Arabiens berygtede leder, Mohammed bin Salman, og superstjernen Cristiano Ronaldo, der spiller i en saudisk klub. Foto: Saudi Press Agency/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

De færreste tog vel større notits af den pressemeddelelse, som Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) sendte ud en aprildag i år. Men for Sofie Junge Pedersen – den danske landsholdsprofil – var det dråben, der fik bægeret til at flyde over, så hun nu siger fra på ganske usædvanlig vis.

»Jeg synes, det er meget alvorligt«, siger Sofie Junge Pedersen til Politiken.

Den aprildag osede ordene fra fodboldens mægtigste mand ellers af glæde.

»Vi er begejstrede for at byde Aramco velkommen til Fifa’s familie af globale partnere«, udtalte Fifa-præsident Gianni Infantino.

Samtidig fremgik det af pressemeddelelsen, at Aramco blandt andet skulle sponsere kvindernes VM i 2027.

Det var den kombination, der var for meget for Sofie Junge Pedersen. Derfor er hun nu en af initiativtagerne bag et åbent brev til Fifa med en skarp kritik, som har flere end 100 medunderskrivere fra en sport, hvor det ellers er sjældent, at aktørerne så tydeligt råber op.

»Aramco-sponsoratet er en skråt op-finger til kvindefodbolden«, lyder overskriften på brevet, der udkommer i dag.

Problemet er, at Aramco – verdens største olieselskab – er ejet af den saudiske stat. Altså er det en forlænget arm for et regime, der er berygtet for brutalt at krænke menneskerettigheder og groft undertrykke kvinder.

»Vi er så stolte af den måde, som kvindefodbolden har udviklet sig på. De kampe, vi har taget. De værdier, vi synes, at vi står for – lighed for køn og plads til alle«, siger 32-årige Sofie Junge Pedersen:

»Men det er altså værdier, hvor det saudiske styre langt hen ad vejen står for det modsatte. Derfor skal vi ikke være med til at promovere Aramco«.

Saudi-Arabiens undertrykte kvinder

Hun har sat sig grundigt ind i tingene. Før hun gik til tasterne sammen med hollandske Tessel Middag og newzealandske Katie Rood – begge landsholdsspillere – læste hun »mange rapporter« og snakkede med »mange mennesker«. Blandt andre den saudiske menneskerettighedsforkæmper Lina al-Hathloul fra organisationen ALQST samt andre kapaciteter fra Human Rights Watch og danske Play the Game.

I arbejdet gik det op for Sofie Junge Pedersen, at det stod endnu værre til i Saudi-Arabien, end hun troede.

»Når jeg har snakket med andre folk i fodbolden, har jeg oplevet, at de færreste faktisk ved, hvad der foregår. Men jeg synes, at nogle af forholdene i Saudi-Arabien er grufulde. For eksempel, at kvinder i praksis stadig er underlagt et værgesystem«, siger Sofie Junge Pedersen.

Det åbne brev indeholder også flere konkrete eksempler på saudiske kvinder, som regimet har trynet.

»Ugen efter at Fifa annoncerede partnerskabet med Aramco, blev fitnessinstruktøren Manahel al-Otaibi idømt 11 års fængsel i henhold til ’antiterrorlove’ blot for at promovere kvinders empowerment på sociale medier«, lyder det.

Samtidig lister fodboldspillerne fem andre unge kvinder op, som har fået mellem 18 og 45 år i fængsel for at udtrykke deres synspunkter ganske fredeligt.

»Og vi kunne have nævnt mange flere«, konstaterer Sofie Junge Pedersen:

»Jeg har virkelig ikke lyst til, at mit navn og billede bliver brugt til at promovere en sponsor, hvis ejer står for de her krænkelser og undertrykkelse af kvinder. Samtidig slår mange menneskerettighedsorganisationer på, at Saudi-Arabien netop bruger sporten til at forskønne billedet af situationen i landet, så den strategi ligesom er med til at fastholde situationen i landet. Det synes jeg ikke, at vi skal være med til«.

Store profiler står bag opråb

Som det er i dag, har spillerne intet at sige i forhold til de sponsorater, som Fifa indgår – selv om det vel at mærke er profilerne, der ender som reklamesøjler ved diverse slutrunder, fordi det nu engang er dem, der udgør selve produktet. Det ønsker underskriverne af det åbne brev at gøre op med.

»Vi foreslår, at der er en review committee, hvor spillere er repræsenteret, så de kan være med til at vurdere, om sponsoraterne stemmer overens med vores værdier. Det virker ikke rimeligt, at vi intet har at sige, mens vi samtidig er dem, der render rundt med sponsorerne på maven. Jeg synes, at vi har ret til at sige noget«, pointerer Sofie Junge Pedersen, der gerne vil »i dialog med Fifa«.

Politiken har rettet en række spørgsmål til fodboldorganisationen, der dog kun svarer på et generelt plan. Fifa »værdsætter samarbejdet med Aramco og andre kommercielle partnere«, lyder det.

»De sponsoraftaler, som Fifa indgår, bliver investeret tilbage til spillet på alle niveauer, og investeringer i kvindefodbold bliver ved med at stige«, skriver Fifa.

I det åbne brev påpeger underskriverne også hykleriet i, at kvindefodbolden er et fristed for alle former for mennesker – mens Saudi-Arabien blandt andet undertrykker homoseksuelle.

»Forestil jer lgbtq+-spillere, mange af dem helte i vores sport, der nu forventes at promovere Aramco under VM 2027: det nationale olieselskab i et regime, der kriminaliserer de forhold, som spillerne er i, og de værdier, de står for«, lyder det i brevet.

Det er et budskab, som mange profiler bakker op om. Flere end 100 spillere fra 24 forskellige lande har skrevet under på brevet, som Sofie Junge Pedersen, Tessel Middag og Katie Rood har forfattet. Af andre danskere med landskampe på cv’et er Sarah Dyrehauge, Amalie Thestrup, Matilde Lundorf Skovsen, Cecilie Fløe Nielsen, Katrine Svane Jacobsen og nu pensionerede Luna Gevitz.

Også flere af spillets største stjerner står bag opråbet. Blandt andre hollandske Vivianne Miedema fra Manchester City, den canadiske anfører Jessie Fleming og Becky Sauerbrunn med flere end 200 landskampe for USA.

Retten til at sige fra

Der er også profilerede spillere, som ikke har skrevet under endnu. Men de er velkomne til at gøre det efter offentliggørelsen af det åbne brev.

»Generelt har vi fået rigtig mange positive kommentarer. Og jeg forstår da også godt mange spilleres ønske om, at de bare gerne vil have lov til at spille fodbold uden at skulle forholde sig til alt muligt. Personligt har jeg det bare sådan, at det her er meget alvorligt og kalder på, at jeg siger fra«, siger Sofie Junge Pedersen:

»Jeg synes også, at det er vigtigt, at vi giver stemmer til de mennesker, som styret i Saudi-Arabien forsøger at lukke munden på«.

Du spiller selv i italienske Inter, som har to sponsorer fra Qatar. Hvordan ser du så på det?

»Jeg er selvfølgelig klar over, at Qatar også har en dårlig menneskerettighedshistorik. I det hele taget er sponsorater fra lande, der krænker menneskerettighederne, blevet meget udbredt i sportens verden, så det er svært at være helt uafhængig af disse, hvis man som kvinde vil være professionel fodboldspiller«, siger Sofie Junge Pedersen:

»Jeg har så valgt at blive i den her branche, hvor vi kan bruges på godt og ondt, men samtidig står jeg fast på at bruge min stemme. Altså, det er vigtigt for mig, at uanset hvem der er sponsor, kan det simpelthen ikke fratage mig retten til at tale om menneskerettighedskrænkelser og argumentere for, at der skal ske noget på det her område«.

I årevis har kvindefodbolden kæmpet for at generere nok penge til, at I spillere kan leve af sporten. Det kommer så nu, blandt andet fra Saudi-Arabien. Saver I ikke den gren, I selv sidder på, over ved at sige fra over for et sponsorat som Aramcos?

»Aramco kommer nok med en masse penge, men jeg synes, at vi er nødt til at overveje, hvad vi vil være en del af. I fodbolden er der alle mulige kampagner mod racisme og homofobi, og det lyder, at fodbold skal være for alle. Jeg bifalder virkelig, at sporten bruges på den måde, men så skal vi altså også stå på mål for de værdier – selv om der kommer nogle store sponsorer med en masse penge. Man skal ikke bare sige ja til alt«.

Vi hører jævnligt ledere i fodbolden sige, at der sker fremskridt i Saudi-Arabien. Er det ikke værd at hylde?

»Det er selvfølgelig positivt, at der nu er en kvindefodboldliga i Saudi-Arabien, og at kvinder nu må køre bil. Det vil jeg gerne anerkende. Men samtidig dokumenterer Human Rights Watch og andre organisationer, at situationen bliver værre i forhold til civile og politiske rettigheder. Det er vigtigt at gøre opmærksom på«, siger Sofie Junge Pedersen:

»Og som Lina al-Hathloul siger, må man gerne bifalde, at der er en kvindefodboldliga, og samtidig udtrykke bekymring for de årtier lange fængselsstraffe, og at der stadigvæk er et værgesystem. Det skal ikke fratage en muligheden for kritik, at der sker fremskridt på nogle områder«.

Jeppe Laursen Brock

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her