Alt er åbent, når Arsenal tirsdag i næste uge tager imod Atlético Madrid i London i en duel om en plads i Champions League-finalen.
Den første semifinale onsdag aften i den spanske hovedstad endte nemlig 1-1 mellem de to mandskaber, der begge scorede fra straffesparkspletten.
Viktor Gyökeres scorede i første halvleg for gæsterne fra de 11 meter, mens Julián Álvarez i anden halvleg omsatte et straffespark for Atlético.
Det var spanierne, der overordnet set havde flest chancer, men David Raya i det engelske mål var en solid stopklods aftenen igennem.
Onsdagens semifinale mellem Atlético og Arsenal startede som noget af en kontrast til det festfyrværkeri, der fandt sted tirsdag mellem Paris Saint-Germain og Bayern München.
Det var tydeligt, at hverken Atlético Madrid eller Arsenal ville risikere for meget.
Værterne var først til at komme frem til en mulighed, da Álvarez trykkede af fra feltets kant, men Raya i Arsenal-målet var på plads.
Derefter var det Arsenals tur til at tilspille sig en chance, men Martin Ødegaards forsøg blev blokeret.
Ingen af de to hold kunne rigtig finde fodfæste i en rodet første halvleg, men kort inden pausefløjt fik Arsenal spillets største mulighed.
Gyökeres blev nedlagt i feltet, og den svenske frontløber tordnede selv straffesparket i netmaskerne. Jan Oblak i Atlético-målet valgte den rigtige side, men den svenske afslutning var knaldhård.
Atlético meget bedre efter pausen
Efter sidebyttet kom Atlético ud med langt mere saft og kraft. Værterne skabte hurtigt en dobbeltchance, som Raya i målet tog sig af, og efter ti minutter var det så Atléticos tur til at få muligheden fra straffesparkspletten.
Bolden hoppede op på Ben Whites hånd i eget felt efter et hjørnespark, og Julián Álvarez sendte sikkert bolden i kassen fra de 11 meter.
Udligningen fik ikke Atlético til at slippe foden fra speederen. Kort efter var værterne tæt på føringen, men Antoine Griezmanns forsøg tog overliggeren.
Et kvarter før tid var Atlético igen tæt på. Denne gang var det Ademola Lookman, der fik chancen, men hans forsøg sad lige på David Raya.
Arsenal red stormen af, og med lidt mere end ti minutter tilbage så det ud til, at englænderne skulle få muligheden for at tage alle tre point.
Eberechi Eze faldt til jorden i det spanske felt, og i første omgang pegede dommeren på pletten, men efter en tur til VAR-skærmen blev det ændret.
Mod slutningen var det egentlig ikke, fordi begge hold stillede sig ned og var tilfredse. Både Atletico og Arsenal havde muligheder helt til det sidste for at tage sejren, men det endte med en pointdeling.
Ritzau
fortsæt med at læse



























