Onsdag 17. november 1993. Hjemme i Himmerland – nærmere bestemt i Østergade i Hadsund – har fem 3. g-drenge forskanset sig på et teenageværelse med pizza og bajere. Endelig var dagen oprandt. Dagen, hvor samtlige de smertefulde nederlag til barndommens ulidelige plageånd, det spanske fodboldlandshold, skulle hævnes. Nuvel, Danmark var på udebane i Sevilla, men med bare et point, ville vi – Povlsen, Schmeichel, mine kammerater og jeg – være klar til VM-slutrunden i USA. Kongen tilbage Desuden var Michael Laudrup tilbage. Efter næsten 1.000 dage i eksil var ’kongen’, som vi konsekvent kaldte ham, vendt tilbage til landsholdet måneder inden skæbneopgøret i Spanien. Frelseren, der skulle gøre vores europamestre endnu bedre. Og som skulle sikre, at sommeren kunne tilbringes foran skærmen med klaphat, kolde øl og uhæmmet dansk fanatisme i jagten på verdensmesterskabet. Vi var klar. Og humøret steg til nye højder, da Laudrups holdkammerat fra Barcelona, målmanden Andoni Zubizarreta efter ti minutter sparkede bolden direkte ud i ’kongen’s fødder og efterfølgende måtte save ham over for at forhindre en dansk scoring. Rødt kort. 80 minutter med 11 mod 10. I Østergade i Hadsund var vi reelt i gang med planlægningen af juni og juli måned. Skulle vi leje et sommerhus? Eller skulle vi bare invadere vores forældres hjem på skift? Den har Schmeichel Aftenen endte med et antiklimaks. I det 64. minut blev et hjørnespark fra spaniernes højre side sparket ind i feltet. »Den har Schmeichel«, blev der sagt på værelset i Hadsund. Men Schmeichel kom aldrig. Den lille spanier Ud af øjenkrogen kunne vi se, at den store målmand tumlede rundt inde i det lille felt, mens bolden sejlede videre og videre og videre – inden den endte i panden på Real Madrid-spilleren Fernando Hierro, der nemt kunne heade bolden i mål. Tiden stod stille – sikkert ikke kun i Hadsund, men over hele Danmark. Så kom den langsomme gengivelse, hvor mysteriet omkring Schmeichel blev opklaret. For inde i det lille felt kunne vi tydeligt se en lille langhåret spanier, der trak skuldrene op om ørerne, inden han gik direkte ind i Schmeichel. »Der er jo kæmpe frispark«, skreg vi i munden på hinanden. Indestængt had Scenen har brændt sig fast på nethinden. I 13 år og 126 dage har jeg båret rundt på indebrændt ’had’ til den lille mand, der med sit frispark hin novemberaften sendte Spanien til VM, mens vores sommer blev ødelagt. »Selvfølgelig var der frispark«, siger José Marí Bakero, da vi har sat os til rette i en lille bar på et hotel i den nordspanske by San Sebastian. »Det var en klar obstruktion. Jeg blokerede vejen for Schmeichel inde i det lille felt, så selvfølgelig skulle der have været fløjtet«, siger han og smiler en smule – ikke for meget, ikke for lidt, bare en lille smule. »Men jeg vil nu godt lige tilføje, at faktisk så mener jeg ikke, at det var lige præcis den detalje, der gjorde, at Danmark ikke kom til VM. I 80 minutter spillede de med en mand mere end os, og når jeg tænker tilbage, kan jeg vist huske én dansk chance«, siger Bakero. Milepæl for Bakero Han ligner sig selv, som vi sidder der i sofaen og taler om den 13 år gamle kamp, der også for Bakero er en milepæl i karrieren. Ikke så meget på grund af frisparket – mere fordi Spanien kvalificerede sig til VM. Og som var tilsat det ekstra krydderi, at Michael Laudrup skulle op mod hele seks af sine holdkammerater fra FC Barcelona, der i den første halvdel af 1990’erne var et af de allerbedste klubhold i verden. »Det var en stor kamp. For os var Michael på det tidspunkt en af de allerbedste spillere, der overhovedet fandtes, han var en af de allervigtigste spillere på vores hold i Barcelona, og derfor var det stort, vi skulle mødes i en finale. Ikke kun for os spillere, men også medierne«, fortæller den lille slider, der har fået lidt flere rynker og klippet håret lidt kortere siden den famøse novemberdag. »Derfor brugte vi også 80 procent af vores forberedelse på at finde ud af, hvordan vi skulle klare Michael. Vi vidste, at vi var nødt til at være over ham, så snart han fik bolden, for ellers kunne han afgøre det alene«, siger Bakero. Fred og ingen fare På kampdagen var koncentrationen enorm. José Marí Bakero husker, at han havde en god fornemmelse i maven. Men 10 minutter inde i opgøret forsvandt de tanker. Zubizarretta så rødt, og de mange dages taktiske forberedelser kunne smides direkte i papirkurven. »Jeg husker tydeligt, jeg tænkte: ’Puha, den bliver svær den her. Nu kommer de med det hele’. Men de kom aldrig. De blev ved med at spille efter det ene point. Michael skulle hente bolden langt nede på egen halvdel, og i pausen sad vi og snakkede om, at så længe han skulle det, så var der fred og ingen fare«. »Og så ventede vi ellers bare på den ene mulighed, som kunne afgøre det for os«. Det står meget tydeligt for mig. »Også for mig«, afbryder Bakero. Schmeichel på vej »Jeg kan huske, at jeg kiggede ud af øjenkrogen og så, Schmeichel var på vej. Jeg kiggede tilbage på bolden og kunne se, den kan jeg ikke nå. Så kiggede jeg efter Schmeichel igen, tog et skridt bagud og tænkte: ’Nu må vi se, hvad der sker’«, siger Bakero. Han smiler igen. Ikke hånligt, men nærmest sådan lidt undskyldende drengeagtigt og vel vidende, at sådan nogle små tricks var og er en del af fodboldspillet. Og det er ikke noget, man behøver at skamme sig over. Men hvor høj er det egentlig, du er? »1,72«, svarer han. »Og jeg er sikker på, at det hjalp mig. For jeg tror simpelthen ikke dommeren kunne få sig til at dømme et frispark til sådan en stor mand som Schmeichel, når det ’bare’ var en lille en som mig, der gik ind i ham«. Vi griner begge. På en eller anden måde hjælper det, at han selv er klar over, at Spanien kom til VM på et gigantisk frispark. En lidelseshistorie Så kan det godt være, at Bakero mener alt muligt om, at det danske hold først og fremmest levede på dødbolde og en jernhård fysik. At holdet var bedst hjemme i Parken, på en regnvåd mudret bane i frostvejr og med 40.000 tilskuere på tribunerne. Alt det har han sikkert ret i, men denne dag handler det kun om det frispark, der aldrig blev dømt. En af mine venner har bedt mig sige til dig, at du ene mand spolerede hans sommer i 1994. Hvordan har du det med det? Bakero smiler – denne gang lidt mere, for han kan sagtens se det komiske i, at han er blevet hovedperson i en dansk lidelseshistorie. »Tjah, nu er det jo længe siden, men jeg mener stadig, at jeg skulle lave det frispark. Sådan er professionel fodbold, men det er da meget sjovt, at vi kan sidde og tale om det her 13 år efter«, siger han. Har du lyst til at sige undskyld til det danske folk? Ingen undskyldning Nu bliver smilet til et grin. Så kigger han lidt eftertænksomt gennem lokalet. »Jeg vil godt sige undskyld for den smerte, jeg har forvoldt. Men som professionel fodboldspiller vil jeg ikke sige undskyld for frisparket – det skulle jeg lave«, siger José Marí Bakero.