Man kan næppe påstå, at Danmark var stærkt savnet - af andre end os selv - i 2014 og 2016, da der var henholdsvis VM i Brasilien og EM i Frankrig, og vores landsholdsspillere måtte nøjes med at være tilskuere. Vi skal helt tilbage til 2004, 2002 og 1998 for at finde slutrunder, hvor det danske fodboldlandshold var med i det fine selskab og virkelig havde noget seværdigt og attraktivt at byde ind med.
I de slutrunder spillede henholdsvis Bo Johanssons VM-hold i 1998 og Morten Olsens 2002- og 2004-hold sig videre fra det indledende gruppespil og satte gode aftryk på turneringerne.
I kvalifikationsturneringerne til VM 2014 og EM 2016 røg Danmark ud som henholdsvis den dårligste toer i grupperne og i playoff-runden. Det var meget skuffende, at Morten Olsens hold ikke kunne komme til EM i Frankrig, da næsten det halve af Europa var med i det store felt på 24 hold.
Suverænt bedste præstation under Hareide
Med Åge Hareide som landstræner har Danmark ligget og rodet nede på verdensranglistens 46.-plads – og det mandlige landshold er ved at have fået skarp konkurrence i forhold til opbakning, seer-interesse og popularitet af kvindelandsholdet, som var i EM-finalen i Holland.
Men i Parken skreg folk af begejstring og glæde, sang og hyldede spillerne og træneren, da VM-holdet nedkæmpede og i afgørende sekvenser udspillede Polen, verdensranglisten nummer fem, og vandt 4-0. Det var, selvfølgelig, suverænt den bedste præstation med Hareide i jobbet som Morten Olsens afløser og den vigtigste sejr, for ham og holdet. Og nu har vi et VM-kollektiv, vi tør tro på.
Håbet om slutrundedeltagelse i Rusland næste år fik nyt liv og styrke på en aften, da danskerne var de fysisk stærkeste og taktisk disciplinerede. Det var en overlegen, en sensationel stor sejr over et polsk hold, der aldrig kom op i gear. Det var danskernes fortjeneste.
Hvor gemte Lewandowski sig?
Der var smarte detaljer i det danske opspil, gode ideer. Der blev skabt chancer, og der var power i offensiven. Bagude var holdorganisationen var på plads hele tiden, så polakkerne ikke kunne slå kontra og komme igennem til chancer og scoringer, som de fik lov til at 3-2-kampen på hjemmebane sidste år. Og undervejs i opgøret kunne man sidde og undre sig over, at verdensstjernen Robert Lewandowski ikke spillede nogen særlig rolle. Han blev dækket effektivt op, og forsyningslinjerne op til ham blev lukket ned, så han gik fra banen fra en af de kampe, han helst vil glemme øjeblikkeligt.
Det var først og fremmest en sejr for spillerne, for holdet. Men det var også en kæmpelettelse og en triumf for Åge Hareide. Han får ikke karakter ligesom spillerne – men hvis han skulle have det, ville det være et 12-tal.
Der var undren over den startformation (forudset i Politiken), som Åge Hareide havde valgt. Med Jens Stryger Larsen på en uvant plads som venstre back i stedet for Riza Durmisi, der var stamspiller i de første 13 landskampe med Hareide som landstræner. Med Pione Sisto i frontkæden, hvor Andreas Cornelius havde udgangspunkt i højre side og med Henrik Dalsgaard som højre back.
Åge Hareide satte det rigtige hold
Men nordmanden satte det rigtige hold. Han havde gjort et fornemt forarbejde med at analyse modstanderne, vurdere sine egne spillere og sammensætte et slagkraftigt mandskab, der hang sammen fra første fløjt og spillede og optrådte på den måde, som landstræneren havde proklameret.
Der var både noget norsk og noget brøndbysk i den plan, der var lagt. Lange, høje bolde op mod Andreas Cornelius var med til at bringe ’kaos’ i og lige uden for det polske felt. Simon Kjærs fine skift til venstrekanten, hvor den rappe Pione Sisto driblede og var smart i vendinger og ryk med bolden, gav variation i opspillet og forvirrede polakkerne.
Danskerne var modige, aggressive og tænkte offensivt. Bolden blev helst spillet fremad, og det var uhyre vigtigt, at kæderne rykkede med fremad, og de forreste var energiske og bidske i genpresset og i jagten på andenboldene. Der var opbakning til manden, der gik på boldholderen, og der var saft og kraft i de danske tacklinger og dueller.
Imponerende energi og gejst
Angriberne, især den stærkt fightende Andreas Cornelius, deltog også i forsvarsspillet langt tilbage på banen, og den energi, holdet udstrålede, var imponerende.
Folk på tribunerne kunne lide, hvad de så. Indstillingen, viljen og sulten efter en stor sejr på hjemmebane over et stort hold var nem at se på banen. Larmen efter Thomas Delaneys 1-0-mål var enorm og med til at styrke sammenholdet, løfte selvtilliden og forstærke optimismen hos spillerne.
Med den spillestil og strategi, Åge Hareide havde valgt, blev Christian Eriksens rolle på en måde anderledes end sædvanligt, i hvert fald i første halvleg. Med de lange afleveringer og skift gik spillet ligesom uden om ham i de opspil, der var enkle og direkte. Men polakkerne havde stor respekt for Eriksen og forsøgte at dække ham op. Men han var snu og opfindsom og fandt steder at løbe hen på banen, så han alligevel blev en afgørende figur på holdet.
Og polakkerne blev overrumplet, da Christian Eriksen også var bolderobrer og vandt den ude i siden og med et smukt indlæg lagde den til rette ved fjerneste stolpe, så Andreas Cornelius kunne øge til 2-0.
Dansk kontrol og dominans
I anden halvleg spillede danskerne med stor kløgt og fornuft og lod sig på ingen måde stresse af de spæde polske forsøg på at komme ind i kampen, som Hareides mænd kontrollerede og dominerede, som ingen vel på forhånd havde forventet og troet på.
Spillerne flyttede sig for hinanden, de nød det, lod bolden gøre meget af arbejdet, og der var for det meste to-tre eller nogle gange fire mand inde i feltet, når der kom indlæg fra siderne. Christian Eriksen, der ser sig så godt for og afleverer med præcision og overblik, brillerede på ny efter pausen og skabte chancen, som førte til Nicolai Jørgensen 3-0-pletskud.
Åge Hareide og assistenten Jon Dahl Thomasson omfavnede hinanden ude ved sidelinjen og var stolte. Nicklas Bendtner kom ind – og fik en overvældende modtagelse af publikum – inden Christian Eriksen fyrede 4-0-bolden af.
Fodbolddanmark fik en storslået oplevelse og sejr, som giver genlyd ud over Europa.
Men den falder meget i værdi, hvis ikke Hareides tropper vinder igen i Armenien på mandag aften.
Danmark (4-3-3): Kasper Schmeichel – Henrik Dalsgaard, Simon Kjær, Andreas Bjelland, Jens Stryger Larsen – William Kvist, Christian Eriksen, Thomas Delaney (85. Mike Jensen) – Andreas Cornelius (75. Bendtner), Nicolai Jørgensen (81. Lukas Lerager), Pione Sisto
fortsæt med at læse
