Lige nu går forhandlingerne om en ny landsholdsaftale mellem Dansk Boldspil-Union (DBU) og herrelandsholdet ind i den afgørende fase. Desværre tyder meget på, at de allermest privilegerede medlemmer af den danske fodboldfamilie, nemlig herrelandsholdsspillerne – flittigt sekunderet af Spillerforeningen – har glemt, at de er ’en del af noget større’, og lader hensynet til deres egen velspækkede pengepung veje tungere end hensynet til resten af den danske fodboldfamilie. Forude lurer igen risikoen for en konflikt med aflyste kampe, Uefa-bøder og et kæmpe imagetab hos fans, sponsorer og hele Fodboldeuropa.
Men i stedet for at DBU’s ledelse lader sig skræmme og true til at underskrive en ny landsholdsaftale med fyrstelige honorarer til Simon Kjær & Co. for at trække i den rød-hvide dragt, er tiden moden til en radikal omprioritering af DBU’s midler.
Kan det være rigtigt, at alle de 23 spillere i den danske VM-trup kunne hæve den nette sum af 1,1 millioner kroner, i alt 25 millioner, for at blive slået ud i ottendedelsfinalen ved VM i Rusland, når Pernille Harder & Co. måtte nøjes med en bonus hver på ca. 82.000 kroner for at vinde sølv ved EM i Holland for et år siden – altså en faktor 13 i herrespillernes favør til trods for, at kvindelandsholdet resultatmæssigt præsterede klart bedre? Og selv efter den ny aftale med kvindelandsholdet fra sidste efterår er herrelandsholdsspillernes honorar/pointbonusser for at stille op til venskabskampe og kvalifikationskampe 7-10 gange større end kvindernes for samme mængde ’arbejde’ – hvis man tager lønmodtagerbrillerne på. Det er skævt!
Til sammenligning indførte det norske fodboldforbund sidste år økonomisk ligestilling mellem herre- og kvindelandsholdet, hvad angår spillernes honorar/bonusbeløb for at spille på landsholdet. Og det er en trend, vi også ser i andre europæiske lande i øjeblikket.
For ud fra en privatøkonomisk betragtning har spillerne på herrelandsholdet jo ikke behov for meget store honorarer/bonusser for at spille på landsholdet: Med årslønninger på op til 30 millioner kroner i deres klubber reduceres landsholdspengene til ’ekstra flødeskum på lagkagen’ eller bidrag til en ny Mercedes. Dertil kommer, at spillerens egen markedsværdi stiger markant ved en landsholdsudtagelse og deltagelse i en VM-slutrunde.
Men i DBU’s regnskab bliver den samlede udgift til at betale herrelandsholdsspillerne for at repræsentere deres land en meget tung post, der forhindrer eller begrænser andre udviklingstiltag i dansk fodbold.
Hvis honorarer og bonussatser for herrelandsholdet kom ned på et rimeligt niveau, havde DBU råd til at investere langt mere offensivt og fremtidsrettet i kvindelandsholdet, udvikling af kvindeligaen, U-landsholdene – og den brede talentudvikling for både drenge og piger i de klubber, hvor alle landsholdsspillere for første gang snørede deres støvler. Samme konklusion nåede DBU’s Kvindekommission med bl.a. eksterne kræfter som Helle Thorning-Schmidt, Lykke Friis og Christian Stadil frem til!
Så et klart budskab til herrelandsholdet/Spillerforeningen: Vis, at det ikke er ’tom snak’, når I gang på gang siger, at det er en ære at spille på landsholdet, og vis, at I gerne vil være med til at gøre DBU’s udviklingskasse større til gavn for kvindeelitefodbolden, talentudviklingen og breddefodbolden – og dermed også fremtidens herrelandsholdsspillere!
fortsæt med at læse
