Borussia Dortmund startede godt i London, men faldt sammen, da Tottenham scorede tidligt efter pausen og tabte 0-3.

Champions League: 45 gode minutter sender Tottenham godt på vej mod kvartfinalen

Son har scoret på Wembley onsdag aften, og Christian Eriksen er ikke sen til at fejre sin sydkoreanske holdkammerat. Foto: David Klein/Ritzau Scanpix
Son har scoret på Wembley onsdag aften, og Christian Eriksen er ikke sen til at fejre sin sydkoreanske holdkammerat. Foto: David Klein/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Det er ikke fordi Tottenham i øjeblikket brillerer med mindeværdige præstationer. Men holdet vinder alligevel.

Det skete igen onsdag aften, da det i klubbens første Champions League-ottendedelsfinale mod Borussia Dortmund så lidt sort ud efter første halvleg, hvor gæsterne var bedst. Men kort efter pausen slog den formstærke sydkoreaner Son til på sin første chance, og det var åbenbart nok til at knække tyskerne.

Eriksens kattepote river Schmeichel og fastholder spænding i topstriden

Det endte med en 3-0-gevinst til Tottenham, der nu kan holde en lille pause, til holdet 23. februar skal spille på udebane mod Burnley i Premier League.

Begge hold stillede op i en lidt amputeret udgave, men det var nu ikke umiddelbart til at se på spillet. Der var masser af energi i kampens indledende fase, hvor de to danske landsholdsspillere – hjemmeholdets Christian Eriksen og gæsternes Thomas Delaney – fik testet formen med det samme.

Dortmund og Delaney fik først styr på spillet, og den tidligere FCK’er var en effektiv kriger og igangsætter på det tyske holds midtbane, mens Eriksen i den periode var lidt mere anonym. Efter en halv times tid løftede Tottenham sin præstation noget, men det var Thomas Delaney, der med et langskud fik testet en lidt usikker Spurs-keeper, verdensmesteren Hugo Lloris.

Opgøret virkede nogenlunde jævnbyrdigt, men kort før pausefløjtet var det igen Dortmund, der skabte en farlighed. Tyskernes midterforsvarer Dan-Axel Zagadou kom højest til et indlæg fra højre og headede mod mål, men denne gang leverede franske Lloris en klasseredning på stregen.

Manager fandt smilet

Tottenham-manager Mauricio Pochettino havde mest at snakke med sit hold om, for der manglede lidt gejst og tempo i Tottenhams spil sammenlignet med, hvad holdet på sine bedste dage kan præstere.

Tottenham sikrer vigtig udebanesejr i tillægstiden

Efter pausen fik Pochettino så noget at smile af med det samme. Eriksen var med til at holde bolden foran tyskernes mål, og på et godt Vertonghen-indlæg, hvor bolden skruede væk fra Roman Bürki, flugtede Heung-min Son den i nettet. En flot scoring, der lovede godt for resten af anden halvleg.

Nu væltede Tottenhams fansange ned over holdet fra Nordlondon, mens det var tydeligt, at Dortmund-spillerne lige skulle komme sig over skuffelsen.

Jan Vertonghen, der denne gang var placeret som venstre kant, stødte frem med gode offensive indslag, og Christian Eriksen kunne måske have afgjort duellen, hvis hans pasning på tværs til Son var lykkedes efter en knap en times spil.

Dortmund kunne ikke finde takterne fra første halvleg, og Tottenham behøvede ikke at satse hårdt frem ad banen med sin 1-0-føring i ryggen.

Kvartfinalen vinker forude

Men Dortmund blev ved med at virke lidt ude af balance, og på en omstilling piskede en inspireret Vertonghen frem og flugtede smukt bolden i nettet til 2-0.

Gæsterne var knækket, og præstationen i returkampen på hjemmebane skal være noget ud over det sædvanlige, for indskiftede Fernando Llorente fulgte hurtigt op på 2-0-træfferen med endnu et af sine hovedstødsmål.

Store smil på Tottenham-bænken og stor stemning på Wembley, hvor Spurs-fans kunne fryde sig over, at der blot skulle en enkelt god halvleg til for at knække Bundesligaens førerhold.

Det ligner en oplagt kvartfinaleplads til Tottenham og Christian Eriksen.

Carsten Godtfredsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her