Simon Kjær og Sevilla er færdig i Europa League efter et nederlag til Slavia Prag, hvor den danske landsholdsanfører fik en uheldig hovedrolle.
Her er de otte kvartfinalister i Europa League
Både Spanien og England har to hold med i Europa Leagues kvartfinaler. Der er lodtrækning fredag.
Efter torsdagens kampe er der sat navne på de klubber, der er med i bowlen, når der fredag trækkes lod til kvartfinalerne i Europa League.
Her er de otte hold:
* Chelsea (England).
* Arsenal (England).
* Napoli (Italien).
* Valencia (Spanien).
* Villarreal (Spanien).
* Frankfurt (Tyskland).
* Slavia Prag (Tjekkiet).
* Benfica (Portugal).
Der er lodtrækning fredag klokken 13.
Sevilla tabte 3-4 efter forlænget spilletid, og det var et selvmål af Kjær i sidste minut, der sørgede for afgørelsen.
Efter 2-2 i ordinær kamp måtte de to hold i forlænget spilletid, og det udviklede sig til et stort drama.
Sevilla så ud til at have klaret skærene, da Franco Vazquez scorede til 3-2, men tjekkerne havde kræfter til en slutspurt.
Først udlignede den tidligere Esbjerg-forward Mick van Buren til 3-3, og i sidste minut resulterede et stort klumpspil i, at Kjær temmelig uheldigt fik jokket bolden ind over egen målstreg.
Dermed er det exit for den spanske klub, der har vundet Europa League fem gange.
Aubameyang fejrer mål med mystisk maske
Engelske Arsenal formåede at spille sig videre i Europa League, selv om holdet havde et sløjt udgangspunkt efter 1-3 på udebane i den første kamp mod Rennes fra Frankrig.
I returkampen i London satte englænderne hurtigt kurs mod kvartfinalerne ved at score to mål, inden stadionuret havde rundet et kvarter.
Pierre-Emerick Aubameyang åbnede scoringen fra tæt hold efter fem minutter, og ti minutter senere afsluttede Ainsley Maitland-Niles et godt gennemspillet angreb ved at heade bolden ind til 2-0.
Det var nok for Arsenal, men Aubameyang var ikke færdig. Et kvarter før tid øgede han til 3-0 og fejrede målet med at iføre sig en maske, hvilket indbragte ham det gule kort.
Rennes pressede på i slutfasen, vel vidende at blot en enkelt scoring ville sikre forlænget spilletid. Franskmændene var flere gange nærgående foran Petr Cechs mål, men hjemmeholdet holdt stand.
Inter er færdig
Den italienske storklub Inter er færdig i Europa League efter et skuffende hjemmenederlag til Frankfurt torsdag aften.
Inter var ellers sluppet fra den første kamp i Tyskland med 0-0, men det viste sig ikke at være nok i den sidste ende.
Frankfurt vandt nemlig returkampen 1-0 på Stadio Giuseppe Meazza og sendte dermed Luciano Spallettis mandskab ud af turneringen. Tidligere på sæsonen røg Inter også ud af Champions League.
Topscorer Luka Jovic stod for Frankfurts sejrsmål allerede efter seks minutters spil, da han profiterede af en for kort tilbagelægning fra Inter-stopperen Stefan de Vrij.
Hollænderen forsøgte at heade bolden tilbage til målmand Samir Handanovic, men fik slet ikke fart nok på kuglen. Jovic smuttede imellem og udplacerede den slovenske keeper.
Frankfurt er det eneste tilbageværende tyske hold i de europæiske klubturneringer.
Der er lodtrækning til kvartfinalerne fredag.
ritzau




























