Om et par uger tiltræder han et af de mest eksponerede jobs i den danske sportsverden som træner for Brøndbys superligahold, så umiddelbart kan det være svært at tage dette udsagn for gode varer:
»Brøndby er ikke noget problem at holde på afstand. Vi har arbejdet på det her i to år. Derfor er der 100 procent fokus på denne her slutrunde. Det er sådan, det er – jeg glæder mig også til det nye, men faktum er, at jeg har en rigtig spændende opgave her, som jeg skal gøre færdig først«.
Men når Niels Frederiksen siger det, giver ordene faktisk mening. Han efterlader et tydeligt indtryk af troværdig og uanfægtet dedikation til det danske U21-landshold, der med ham som træner i morgen spiller den første indledende kamp ved EM-slutrunden med ambitionen om først at forlade det nordlige Italien, når finalen er spillet 30. juni.
Og så længe dansk fodbolds største talenter lever i turneringen, kan de regne med trænerens fulde opmærksomhed, for netop tydelighed er et nøgleord i Niels Frederiksens ledelsesstil.
