Randers FC - AC Horsens 2-1
0-1 Alexander Ludwig (12) 1-1 Saba Lodjanidze 22) 2-1 selvmål Simon Okosun (25). Udvist: Jannik Pohl, Horsens (88)
Randers kom tidligt bagud hjemme mod Horsens mandag aften i 3F Superligaens tiende spillerunde, men allerede inden pausen havde kronjyderne vendt kampen til 2-1, der blev resultatet.
Dermed rykkede Randers op på sjettepladsen med 14 point, mens Horsens som ligaens nummer 12 har 10 point.
Kampen bølgede frem og tilbage, og det samme gjorde resultattavlen.
Horsens indledte kampen bedst, og efter 12 minutter stod forsvarsspilleren Alexander Ludwig helt fri i det lille felt og prikkede gæsterne foran.
Det tvang Randers frem på banen, og det havde lynhurtigt en effekt. Det lykkedes nemlig Randers at vende kampen på tre gyldne minutter.
Den store Randers-profil Saba Lobjanidze udlignede efter 22 minutter, og blot tre minutter efter det fremtvang André Rømer et selvmål af Simon Okosun efter et hjørnespark.
Begge hold kom ind til kampen med selvtillid, hvor Randers i alle turneringer havde vundet tre i streg uden at lukke mål ind, mens Horsens havde fået fire point i to kampe i Superligaen.
Om selvtilliden hos de to mandskaber var hovedårsagen eller ej vides ikke, men første halvleg blev hæsblæsende.
Efter den vilde start udviklede kampen sig mere til en åben slagudveksling præget af mange dueller. Det betød også, at resten af halvlegen var uden de store tilbud til nogle af mandskaberne.
I anden halvleg var det Horsens, der havde travlt, og gæsterne lagde et massivt tryk på kronjydernes straffesparksfelt.
Omvendt var kronjyderne anført af Lobjanidze livsfarlige på omstillinger, så det blev en afvekslende affære.
Horsens’ tryk forsvandt dog gradvist, og det blev bestemt ikke nemmere, da Jannik Pohl blev udvist med to minutter tilbage.
Derfor lykkedes det ikke for Horsens at svare tilbage, og Randers vandt for fjerde gang i træk i alle turneringer, mens Horsens tabte for første gang i tre superligakampe.
Esbjergs Pyry Soiri og Brøndbys Jesper Lindstrøm duellerer i superligakampen søndag mellem Esbjerg og Brøndby i Esbjerg.
Esbjerg-Brøndby 3-1
1-0 Adrian Petre (13), 2-0 Joni Kauko (18), 2-1 Dominik Kaiser (37), 3-1 Jacob Lungi Sørensen (71)
Esbjerg hentede sæsonens kun anden sejr, da Brøndby søndag blev sendt hjem med et 1-3-nederlag i bagagen i Superligaen.
Opgøret i tiende spillerunde bød på et Esbjerg-mandskab, der så helt forvandlet ud, efter at det kun var lykkedes holdet at skrabe 5 point sammen i de første ni kampe i sæsonen.
Esbjerg var foran 2-0 efter 18 minutter efter mål af Adrian Petre og Joni Kauko, mens Dominik Kaiser scorede Brøndbys eneste mål på frispark før pausen. I anden halvleg scorede Jacob Lungi Sørensen til 3-1.
Esbjerg dominerede spillet det meste af første halvleg, hvor Brøndby først kom med efter reduceringen. I anden halvleg var der chancer til begge hold, men værterne endte med at trække det længste strå.
Efter sejren over de sjællandske gæster er Esbjerg stadig placeret på 13.-pladsen - dog nu med otte point. Brøndby ligger på fjerdepladsen med 16 point.
Efter 13 minutter kom hjemmeholdet foran. Kantspilleren Pyry Soiri slog en flad bold ind i feltet, og her kom angriber Adrian Petre først på den, og sendte bolden ind bag Brøndby-keeper Marvin Schwäbe.
Kun fem minutter senere blev det endnu værre for Brøndby, da midtbanespilleren Joni Kauko helt umarkeret kunne heade Esbjerg yderligere i front.
Brøndbys Dominik Kaiser sendte efter 37 minutter reduceringen til 1-2 ind direkte på frispark.
I stedet for en Brøndby-udligning kom Esbjerg i det 71. minut på 3-1, da Jacob Lungi Sørensen helt fri modtog bolden bagest i feltet efter et frispark, og han kunne nemt score.
FC Nordsjællands Isaac Atanga lægger her en fin aflevering foran AaB's mål, som Abu Francis omsætter i en scoring.
FC Nordsjælland-AaB 2-1
1-0 Mathias Rasmussen (23), 2-0 Abu Francis (39), 2-1 Mikkel Kaufmann (58)
FC Nordsjælland hentede søndag eftermiddag en hjemmesejr på 2-1 over AaB i Superligaen. AaB fortsatte dermed holdets dårlige takter på udebane i denne sæson, hvor det nu er blevet til fem nederlag i seks superligakampe.
FCN sad tungt på første halvleg og gik til pause med en 2-0-føring. AaB var langt bedre med i anden halvleg, men comebacket udeblev.
Nordjyderne måtte blandt andre undvære Rasmus Thelander, Tom van Weert og Lucas Andersen grundet skader, og sidstnævntes fravær var især tydeligt.
Med sejren går FCN op på en foreløbig femteplads i Superligaen, mens AaB inden rundens resterende kampe er nummer syv.
I søndagens opgør satte FCN sig på begivenhederne fra første fløjt og skabte hurtigt en række fine chancer.
AaB var sjældne gæster på hjemmeholdets banehalvdel indledningsvis, og nordjyderne savnede tydeligvis Lucas Andersens blik for spillet.
I det 23. minut tog FCN føringen, da venstrebacken Mathias Rasmussen kom først på et hjørnespark og pandede bolden i mål til 1-0.
AaB fik aldrig kombinationsspillet til at flyde i første halvleg. Det gjorde til gengæld FCN, og det gav pote seks minutter før pausen.
Her dukkede Abu Francis op ved bageste stolpe og fordoblede føringen til 2-0.
AaB svarede igen i det 58. minut, da Patrick Olsen fandt 18-årige Mikkel Kaufmann, som reducerede til 1-2.
Seks minutter senere prellede en flot flugter fra AaB’s Jakob Ahlmann af på stolpen, og det satte gang i et godt tryk fra gæsterne.
Kampen bølgede frem og tilbage til sidst, men FCN-defensiven holdt stand og sikrede sæsonens femte sejr i Superligaen.
Silkeborgs Mathias Hebo Rasmussen (13) i kamp med Lyngbys Rezan Corlu (10) under superligakampen mellem Silkeborg IF og Lyngby søndag i Silkeborg.
Silkeborg-Lyngby 2-3
0-1 Marcel Rømer (19), 1-1 Jeppe Okkels (21), 2-1 Emil Holten (25), 2-2 Gustav Marcussen (68), 2-3 Gustav Marcussen (75)
Lyngby vandt for første gang på udebane i denne sæson af Superligaen, da det søndag blev til en 3-2-sejr over Silkeborg IF.