Horsens-Brøndby 3-2
0-1 Anthony Jung (18), 1-1 Hallur Hansson (52), 2-1 Hallur Hansson (60), 2-2 Sigurd Rosted (64), 3-2 Peter Therkildsen (90)
Horsens ender på den vigtige ottendeplads i Superligaens grundspil, da holdet søndag vandt 3-2 over Brøndby på et mål scoret i tillægstiden.
Østjyderne rykker altså med sejren over Lyngby, der måtte nøjes med et uafgjort resultat i kampen mod Hobro.
Sejren betyder, at Horsens ender på 34 point og bliver andenvælger efter Randers, når der senere søndag skal vælges grupper til nedrykningsspillet.
De ender formentlig i pulje to, hvor de vil have hele 11 point ned til Hobro på tredjepladsen.
Det vigtige sejrsmål blev sat ind af indskifteren Peter Therkildsen, der headede bolden i mål i det 91. minut.
For Brøndby betyder nederlaget, at klubben indleder det kommende mesterskabsspil på fjerdepladsen med 42 point. Det er fem færre end AGF på tredjepladsen.
Første halvleg bød kun på et enkelt mål, da Brøndbys tyske back Anthony Jung dukkede op bagest i feltet efter et indlæg fra højresiden og bragede bolden i mål på en helflugter.
Den føring holdt helt til pausen, da ingen af holdene for alvor kom til store chancer.
Anden halvleg bød dog på en del mål, og det første kom efter bare seks minutter.
Her fandt højrekanten Louka Prip sin anfører, Hallur Hansson, i feltet, som på fornem vis headede bolden i mål via den ene opstander.
Efter en times spil kom Horsens så foran, da Hansson igen kom på måltavlen efter et flot oplæg af den bare 16-årige Jeppe Kjær.
Den føring varede bare fire minutter, da Brøndbys norske forsvarer Sigurd Rosted steg til vejrs på et frisparksindlæg og stangede bolden i det lange hjørne til 2-2.
Brøndby-målscorer Jung modtog i 83. minut sit andet gule kort, og dermed måtte hans hold færdiggøre kampen i undertal.
I overtiden fik Horsens så det vigtige sejrsmål, da indskiftede Peter Therkildsen med et hovedstødsmål blev matchvinder for østjyderne.
OB-Esbjerg 3-1
1-0 Ryan Laursen (24), 2-0 Sander Svendsen (31), 3-0 Aaron Thrandarson (44), 3-1 Mads Larsen (84)
OB fik ikke ottendepladsen i Superligaens grundspil, selv om holdet søndag gjorde, hvad det kunne med sin første sejr i 11 kampe via en 3-1 over Esbjerg.
Men fordi AC Horsens hjemme vandt over Brøndby, var det i stedet Horsens, der nuppede ottendepladsen foran fynboerne, som må tage til takke med niendepladsen.
Derfor tyder meget på, at OB ender i den noget sværere nedrykningspulje 1 med Lyngby, Sønderjyske og Silkeborg.
33 point er den endelige pointhøst for OB i grundspillet, mens Esbjerg med 18 point slutter på 13.-pladsen.
OB scorede alle sine tre mål i første halvleg ved Ryan Laursen, Sander Svendsen og Aron Thrándarson, før Mads Larsen reducerede for gæsterne.
Efter 23 minutter kom OB foran, da Ryan Laursen på elegant vis fra kanten af feltet drejede bolden ind i venstre side uden chance for Vito Mannone i Esbjerg-målet.
Lige efter den halve time udbyggede Sander Svendsen OB’s føring, da han uden fra siden af feltet løftede bolden over Mannone.
Islandske Aron Thrándarson bragte OB på 3-0 lige inden pausen, da han efter en stikning fra Ryan Laursen blev helt fri og nemt kunne score.
Esbjerg fik sat en reducering ind efter 84 minutter, da Mads Larsen med sin første scoring i Superligaen fik sat bolden ind over hovedet på en OB-forsvarsspiller inde på stregen.
AaB's Jores Okore var ikke en glad mand, da der blev dømt straffe for en hans aktioner i opgøret mod AGF.
AaB-AGF 2-3
0-1 Bror Blume 27), 1-1 Kristoffer Pallesen (59), 1-2 Patrick Mortensen (65), 1-3 Patrick Mortensen (79, str.), 2-3 Lucas Andersen (88)
AGF vandt sin sidste kamp i Superligaens grundspil, da AaB søndag blev besejret med 3-2 i Aalborg.
Aarhusianerne var allerede på forhånd sikre på en plads i mesterskabsspillet, mens meget skulle glippe, før AaB ikke endte i top-6.
Det blev også afbilledet i en kamp uden den store intensitet, og som var den første af to indbyrdes opgør på kort tid, da de jyske klubber mødes igen onsdag i Sydbank Pokalen.
Gennem kampen fremstod AGF stærkest og slog flere gode omstillinger. Alt imens havde AaB svært ved at lægge et pres på gæsterne, der vandt masser af fysiske kampe og løbedueller.
Første halvleg var præget af upræcise afleveringer fra hjemmeholdets side, mens aarhusianerne var mere afventende og sikre i spillet.
Først kom AGF-angriber Patrick Mortensen til en stor chance, men målmand Jacob Rinne strakte sig langt til en redning.
Kort efter kom AGF foran, da Jon Thorsteinsson fandt Bror Blume med en flad aflevering på tværs af AaB-feltet.
Efter pausen fremstod hjemmeholdet mere organiseret. En time inde i kampen udlignede aalborgenserne.
Efter et hjørnespark endte bolden ved back Kristoffer Pallesen, der sendte et lavt langskud gennem feltet. Få minutter senere kom AGF foran på ny.
Blume fandt Patrick Mortensen på et hjørnespark, hvor angriberen kom til vejrs og headede AGF foran til 2-1.
Føringen blev yderligere udbygget, da midtstopper Jores Okore skubbede Albert Grønbæk i ryggen. Det gav et straffespark, som Mortensen vekslede til mål.
Med få minutter igen reducerede anfører Lucas Andersen til 2-3, da han modtog et udspark fra AaB-målmand Jacob Rinne og spillede sig gennem AGF-feltet.
Det er anden gang, at AaB kvalificerer sig til mesterskabsspillet.
Alt imens er det første gang i fire sæsoner med strukturen, at AGF er blandt de bedste seks efter grundspillet.
Jens Stage scorede for FC København i hjemmekampen mod Randers.
FC København-Randers 2-1
1-0 Mikkel Kaufmann (4), 2-0 Jens Stage (26), 2-1 Emil Riis Jakobsen (83)
FC København indleder Superligaens mesterskabsspil med ni point op til førerholdet FC Midtjylland.
Det står klart, efter at FCK søndag slog Randers FC med 2-1 på hjemmebane i 26. og sidste runde af grundspillet, mens FC Midtjylland i Farum slog FC Nordsjælland med 1-0.
Angriberen Mikkel Kaufmann og midtbanespilleren Jens Stage scorede målene for FCK i en meget underholdende første halvleg, der blev afløst af en noget mere rolig anden halvleg.
Her strammede Randers op og fik bedre kontrol med FCK’s offensiv. Angriberen Emil Riis reducerede sent, og FCK blev tvunget til at fighte hårdt for sejren i slutfasen.
Nederlaget ændrer ikke det helt store for Randers, der slutter som nummer syv i grundspillet og nu er førstevælger i forhold til puljerne i nedrykningsspillet.
Kampen startede med af et festfyrværkeri af chancer, og allerede efter godt et minuts spil hamrede Randers-stopperen Simon Piesinger langt udefra bolden på underkanten af overliggeren.
Kort efter snorksov samme Piesinger i den anden ende og tillod den 19-årige FCK-angriber Mikkel Kaufmann at lobbe bolden flot over Randers-keeper Patrik Carlgren til 1-0.
Kombinationen af en sløset Randers-defensiv og en livlig FCK-offensiv gav en stribe store chancer til hjemmeholdet, og en lille halv times spil udbyggede midtbanespilleren Jens Stage til 2-0 efter et godt gennemspillet angreb.
Randers fik langt bedre styr på sin defensive organisation i anden halvleg og formåede samtidig at true hjemmeholdet i den anden ende, og efter 82 minutter headede angriberen Emil Riis ganske fortjent 1-2-reduceringen i nettet.
Randers har ikke slået FCK – hverken ude eller hjemme – i nu 11 kampe indbyrdes kampe i træk.
FC Nordsjælland-FC Midtjylland 0-1
0-1 Sory Kaba (44)
FC Midtjylland revancherede søndag seneste rundes overraskende nederlag til AC Horsens ved at slå FC Nordsjælland med 1-0 i Farum.