»Jeg er der, når det gælder«, sagde Nadia Nadim, da hun med to mål blev den afgørende faktor i 3-1-sejren over Italien tirsdag aften. En sejr, der ikke alene gjorde gruppesejren i EM-kvalifikationen så godt som sikker. Vigtigst af alt betød sejren, at Danmark er klar til slutrunden i 2022 og et forsvar af sølvet fra slutrunden i Holland for tre år siden.
Og for PSG-spilleren Nadim og en håndfuld andre af landsholdets profiler er det nu, det gælder. Angriberen med de afghanske rødder fylder 33 år om godt to måneder. Sanne Troelsgaard, Katrine Veje, forsvarsklippen Simone Boye og en lille håndfuld andre af holdets spillere vil alle have rundet de 30, når europamesterskabet bliver spillet i England i 2022.




























