Dagen efter den russiske invasion af Ukraine 24. februar skulle den ukrainske Premier League have været genoptaget oven på vinterpausen med opgøret FC Minaj-Zorya nær grænsen til Slovakiet. Det blev ikke til noget, og siden er der af gode grunde ikke spillet elitefodbold i Ukraine.
Det bliver der sikkert ikke foreløbig, men 76-årige Mircea Lucescu har en plan, og han har allerede gjort en del for, at professionelle fodboldspillere i Ukraine og deres familier kan komme i sikkerhed for bomber og missiler.
Han oplevede krigens indledning på nærmeste hold, da han som cheftræner for storklubben Dynamo Kyiv i sin seng blev vækket af voldsom larm i hovedstaden.
»Jeg vågnede om natten og tænkte på, hvad der var galt med vejret, og om der virkelig kunne være tordenvejr i februar? Jeg hørte en meget voldsom støj, og det var virkelig uhyggeligt«, siger Mircea Lucescu til theguardian.com.
