Karim Benzema virker nærmest ustoppelig i indeværende sæson.
Onsdag aften stjal han al fokus, da han med et hattrick hjalp Real Madrid til en 3-1-sejr mod Chelsea i den første af to opgør i Champions Leagues kvartfinaler.
Den spanske kongeklub kunne derfor rejse fra London med et fantastisk udgangspunkt forud for returkampen i næste uge.
Som tilfældet var i sidste sæsons møde mellem de to klubber på Stamford Bridge, satte Chelsea et højt tempo i kampen allerede fra begyndelsen.
Men modsat det seneste indbyrdes opgør, var Real Madrid klar på opgaven.
Det engelske hjemmeholds energi var ikke til at tage fejl af, men det var de spanske gæsters heller ikke.
På trods af et stort engelsk tryk var det Real Madrid, der tog det første spadestik mod semifinalen.
Bragte ny spænding ind i kampen
Midtvejs i første halvleg stak Benzema en bold i dybden til Vinicius, der løb til baglinjen i venstresiden, hvorefter han lagde bolden højt på tværs, hvor Benzema med et præcist hovedstød udplacerede Edouard Mendy i Chelsea-målet.
Blot få minutter efter fordoblede den franske stjerneangriber føringen. Endnu engang skete det efter et eminent hovedstød, denne gang assisteret af Luka Modric.
Det slog lidt pusten ud af Chelsea i de efterfølgende minutter.
Englænderne formåede dog at bringe fornyet spænding ind i kampen, da tyske Kai Havertz headede en reducering ind kort før pausen.
Sprudlende Liverpool ligner et hold, der kan rydde hele bordet i en supersæsonDet engelske håb blev hurtigt dæmpet knap et minut inde i anden halvleg.
En dårlig aflevering af Chelsea-målmand Mendy midt på egen banehalvdel blev opsnappet af Benzema, der fik fuldendt sit hattrick ved at trille bolden i mål.
Igen måtte Chelsea bruge nogle minutter på at håndtere lussingen. Englænderne, der er forsvarende mestre i turneringen, havde i løbet af anden halvleg flere halve og hele scoringsmuligheder.
Hjemmeholdet havde dog ikke samme skarphed som de spanske gæster og skal derfor forsøge at hente en tomålsføring i Madrid om uges tid.
Bayern heldig med, at nederlaget ikke blev større
Villarreal har givet sig selv et godt udgangspunkt efter den første Champions League-kvartfinale mod Bayern München.
Den undertippede spanske klub vandt 1-0 på eget græs onsdag aften efter en tidlig scoring af hollænderen Arnaut Danjuma.
Der var bare spillet syv minutter, da han tæt under mål styrede en afslutning fra Dani Parejo i kassen.
Powerrankning: Sådan er styrkeforholdet mellem de otte sidste i Champions LeaugeDet kunne et stjernespækket Bayern München-hold aldrig komme med et modsvar på.
Tyskerne kan tværtimod være lettede over, at det ikke gik værre, for Villarreal kom til flere gode muligheder.
Hjemmeholdet havde således også bolden i mål kort før pausen, men målscorer Francis Coquelin blev via VAR dømt offside. Franskmandens indlæg snød Manuel Neuer fuldstændig og gik hele vejen i mål, men den tyske keeper og holdkammeraterne blev reddet af moderne teknologi.
Syv minutter inde i anden halvleg fik Neuer så hjælp af stolperoden, som forhindrede en flot langskudsscoring af Gerard Moreno.
Ydmygelse
Set over hele kampen havde Bayern München bolden mest og afsluttede flittigst, men det var kun i kampens sidste fjerdedel, at det for alvor føltes som om, at Villarreal var under pres.
En anonym Robert Lewandowski og hans trods alt lidt mere synlige holdkammerater formåede dog ikke at gøre chancerne store nok til en udligning. Det er kun anden gang i sæsonen, at storklubben ikke kommer på måltavlen.
Trods nederlaget vil Bayern nok finde trøst i, at holdet også havde det vanskeligt i den første ottendedelsfinale mod Red Bull Salzburg. Her reddede tyskerne kun akkurat 1-1 med fra det opgør, før returkampen blev vundet med ydmygende 7-1.
Nu skal Julian Nagelsmann sætte sin lid til, at han kan få sine spillere til at lave en lignende bedrift på tirsdag i München.
ritzau
fortsæt med at læse




























