Angriberen Rasmus Højlund kan få debut for landsholdet, hvis han kommer på banen mod Kroatien eller Frankrig.

Hjulmand hiver en kanin op af hatten til kampene mod VM-finalisterne

Foto: Daniele Mascolo/Ritzau Scanpix
Foto: Daniele Mascolo/Ritzau Scanpix

Angrebskometen Rasmus Højlund, som denne sommer er skiftet til Atalanta, var tirsdag blandt de 26 spillere, som landstræner Kasper Hjulmand udtog til de kommende Nations League-kampe.

Anfører Simon Kjær er også atter med i truppen efter en lang pause som følge af en knæskade. Derudover var der ikke de store overraskelser i udtagelsen.

Hertha Berlin-keeper Oliver Christensen får også chancen i rødt og hvidt, mens Jannik Vestergaard, som er ude i kulden i Leicester, ikke var med. Landstræneren nævnte selv, at det er situationen i klubben, som gør, at Vestergaard ikke er med denne gang.

Rasmus Højlund kunne ikke kæmpe sig til fast spilletid i FC København og skiftede i januar til Sturm Graz i Østrig, hvor han øjeblikkeligt hamrede mål ind med høj frekvens. Det fik Serie A-klubben Atalanta til at punge ud med i omegnen af 125 millioner kroner denne sommer. Højlund scorede i sin startdebut for klubben for nylig. Nu kan han også kalde sig A-landsholdsspiller, da der er et par ledige pladser i frontlinjen, fordi Yussuf Poulsen og Jonas Wind fortsat er ude med skader.

De to Nations League-opgaver, som venter Kasper Hjulmands udvalgte, er udekampen mod Kroatien 22. september og hjemmekampen mod Frankrig tre dage senere i Parken. Det er altså de to finalister fra VM-finalen i 2018, Danmark møder. De to kampe er de sidste, inden VM begynder i november.

Danmark topper Nations League-gruppen med ni point efter fire kampe. Holdet slog overraskende Frankrig på udebane i første kamp, mens det er blevet til to sejre over Østrig og et nederlag på 0-1 til Kroatien.

ritzau

PodcastSe alle

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her