Tirsdag 23. august var lidt af en mærkedag i Ukraine og ukrainsk sport.
Efter at landets bedste fodboldrække havde ligget stille siden 25. februar som følge af den russiske invasion, blev en ny sæson i VBet Liha indledt – og med de tilsigtede 16 klubber.
Genstarten på den ukrainske liga under mottoet ’så længe vi spiller, er vi uovervindelige’ er sket med en ny tradition. Når spillerne løber på banen på de endnu tilskuerløse arenaer, sker det indsvøbt i det ukrainske flag.
Tiltaget har ifølge Det Ukrainske Fodboldforbund (UAF) rødder helt tilbage i 1976, hvor en canadisk statsborger med ukrainske rødder under OL-semifinalen i Montreal mellem Sovjetunionen og DDR afbrød kampen ved at løbe ind på den olympiske arena svøbt i blåt og gult og råbte: »Freedom to Ukraine«.
