FC Nordsjælland dominerer sig ind i medaljekampen

Mål. Islændingen  Gudjon Baldvinsson scorede til 1-0.
Mål. Islændingen Gudjon Baldvinsson scorede til 1-0.
Lyt til artiklen

Hvis en fodboldkyndig spåmand havde forsøgt at forudsige forløbet af dagens superligadyst mellem FC Nordsjælland og FC Vestsjælland, ville han formentlig have ramt plet.

Dysten gik præcis som forventet på Farum Park.

FC Nordsjælland dominerede voldsomt på kunstgræsset, havde bolden klart mest og overdængede FC Vestsjællands mål med en byge af mere eller mindre kvalificerede afslutninger.

Derfor var det også lige efter bogen, at hjemmeholdet vandt 2-0 på mål af Gudjon Baldvinsson og David Moberg Karlsson - eller faktisk var sejren størrelse lige i underkanten i forhold til spil og chancer.

FCV styrer mod 1. division

Det var anden sejr i træk til Farum-holdet, der nu bare har tre point op til Randers på Superligaens bronzeplads.

Omvendt er det efterhånden svært at se, hvordan FC Vestsjælland skal kunne undgå en tur ned i 1. division - klubben har efter lutter nederlag i foråret otte point op til Esbjerg på den anden side af nedrykningsstregen, og det er vel at mærke før vestjydernes kamp mod FC København i denne runde.

På Farum Park var der ganske enkelt klasseforskel mellem de to kombattanter. Hjemmeholdet var stærkt, udeholdet var nærmest decideret ringe.

Ganske vist spillede FCV sig til et par udmærkede chancer, men det var intet i forhold til den hobe af veludførte angreb, hjemmeholdet gennemførte.

Lynhurtige FCN-kanter sprudlede

Med to meget hurtige og driblestærke kanter i Joshua John og David Moberg Karlsson flænsede de Slagelse-holdets forsvar op gang på - både i det etablerede angrebsspil og i de kontrastød, som den islandske træner, Olafur Kristjansson, har gjort til et af FCN-mandskabets varemærker i denne sæson.

Joshua John lagde op til 1-0-målet, da han kom til baglinjen og lagde bolden flot ind til Baldvinsson, der sikkert headede indlægget i mål.

Og David Moberg Karlsson - der også var meget god for en uge siden i 4-0-sejren over SønderjyskE - scorede det andet mål, da han endelig udnyttede sin tredje større chance og rundede et velspillet kontrastød af ved elegant at udplacere FC Vestsjællands udmærkede målmand, Thomas Mikkelsen.

Efter et par sløje opgør i starten af efteråret har FCN-spillerne set anderledes gode ud de sidste par kampe.

Oven i købet vender topscorer Uffe Bech snart tilbage efter en skade, så Olafur Kristjansson for eksempel kan stille med en potent og lynhurtig angrebstrio i Bech, John og Karlsson.

De tre kan volde enhver modstander problemer, og det kan være det, der skal til for at bevare håbet om bronzemedaljer.

Jeppe Laursen Brock

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her