Fodboldredaktøren: Brøndby stemplede ind i medaljekampen igen

BEDST. Temuu Pukki, der her ser bolden have kurs mod stolpen, var Brøndbys stærkeste spiller.
BEDST. Temuu Pukki, der her ser bolden have kurs mod stolpen, var Brøndbys stærkeste spiller.
Lyt til artiklen

Glen Riddersholm og hans midtjyske tropper, der havde et topholds held i 2-1-kampen i Randers, hvor anfører Kristian Bach Bak var en suveræn inspirator og indpisker og afgørende for det smigrende resultat, håbede hjemme foran tv-skærmen på pointtab til FC København i Esbjerg i aftes.

Men nu er det slået fast med syvtommersøm, at FCK’erne er lige så stabile i præstationerne og fysisk stærke som FCM. Problemet for københavnerne er ’bare’, at de er for langt bagud (ni point), men storfavoritter til sølvet - mens Randers FC, AaB, Brøndby og FC Nordsjælland skal slås om bronzen.

Det er stadig sådan, at man kan forestille sig, at FCM kan vinde mesterskabet i kampen i 29. spillerunde, når FCK skal til MCH Arena i Herning. I aftes måtte Ståle Solbakkens hold som forventet arbejde hårdt for de tre point i det vestjyske, hvor Andreas Cornelius fyldte op i selvtillidstanken med et smukt hovedstødsmål.

Sjældent Cornelius-mål sikrer FCK snæver sejr i uskøn kamp

En scoring, der ledte tankerne tilbage til den første sæson, da Cornelius var stamspiller, og forsvarerne så tit kom for sent op til ham i luftduellerne, fordi han timede opspring og hovedstød perfekt.

Augustinsson servicerer Cornelius

Det var også en herlig centring, Ludwig Augustinsson lagde ind i feltet. Den unge svensker har fået en superstart på FCK-holdet, og det var kun i det første kvarters tid, at Esbjerg havde held til at lukke FCK’s offensive backer ned.

Det er så godt at se, hvordan Augustinsson med præcision lægger boldene ind fra venstre side, mens mange andre backer bare losser bolde af sted uden at have set sig for og vurderet, hvor afleveringen skal ende. Ludwig Augustinsson bliver en nøglespiller i FCK-trøjen – ligesom forgængeren Pierre Bengtsson var.

Esbjerg trykkede på en periode efter pausen, men havde ikke spillemæssig styrke til at skabe store chancer. Stephan Andersen i FCK-målet behøvede ikke at vise sin klasse – som givetvis sikrer ham comeback på EM-holdet, fordi Kasper Schmeichel ikke har spillet i flere måneder.

To andre målmænd, Lukas Hradecky og OB’s Mads Toppel var gode på Brøndby Stadion, hvor bolden hopper og danser på jordbanen, så man skulle tro, der var en frø inden i den. Det var en mere spændende end køn fodboldkamp, hvor Thomas Frank og Brøndby-spillerne fik en vigtig succesoplevelse med den første sejr i 2015.

Drømmehug fra venstre giver Brøndby en yderst tiltrængt sejr

Fortjent, fordi Brøndby skabte de største chancer, og Jonas Larsson og vindernes bedste, Temuu Pukki, lavede to fine mål. Så træner Frank og hans store stab var overlykkelige og forståeligt meget lettede, da slutsignalet lød. Brøndby var ved at glide langt væk fra tredjepladsen, men meldte sig tilbage som kandidat til bronzen.

Brøndby er Superligaens næstbedste hjemmehold (FCM 33 point, Brøndby 26, FCK 25) og blev belønnet for en klog holdindsats, hvor indholdet var stor energi, kampgejst og enkelt og direkte spil, som forholdene kræver. Brøndby viste beslutsomhed og effektivitet og straffede store fynske forsvarsfejl. Den forfærdelige bane var ikke til gavn for driblere som OB’s Rasmus Falk på en aften, da træner Ove Pedersen måtte indse, at Brøndby uden Daniel Agger var det bedste hold.

Nederst i rækken ved Silkeborg, at det hedder 1. division i næste sæson, og FC Vestsjælland – der blot har fået ét point i de seneste ni kampe – har brug for et lille mirakel, hvis nedrykningen skal undgås. Der er kommet mere liv, optimisme og gejst over Silkeborg-holdet, efter at Kim Poulsen er trådt til som ny cheftræner i vinterpausen.

FC Nordsjælland dominerer sig ind i medaljekampen

Og nu ser det ud til, at silkeborgenserne uden problemer kan undgå at skrive historie ved at blive holdet med færrest point i en superliga-sæson. Den ’rekord’ har HFK Sønderjylland med sølle 11 point i sæsonen 2000-2001.

Det er mærkeligt og for ringe, at Lars Søndergaards Haderslev-hold er gået helt ned i de to seneste kampe. Det ligner jo slet ikke sønderjyderne at optræde så ukoncentreret og opgivende, som det er sket mod FCN og Silkeborg i lørdags.

Trænere klar til SønderjyskE

Hvis Lars Søndergaard ikke forlænger kontrakten i SønderjyskE, må Ove Pedersen givetvis være i spil som afløser, når han forlader OB til sommer efter at have gjort det, han skulle: Sørget for at Odense-holdet også er i den bedste række i næste sæson.

Navne som Troels Bech, Peter Sørensen, Jesper Sørensen og Johnny Mølby, alle uden trænerjob lige nu, står sikkert også på en kandidatliste i Haderslev.

Det er attraktivt at være cheftræner i Superligaen – hvor 17 trænere har prøvet at vinde DM-guld. Glen Riddersholm er stærkt på vej til at blive nummer 18.

Søren Olsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her