Brandvarme Brøndby vinder igen efter at have været bagud

To af Brøndbys mål blev scoret af Kamil Wilczek (tv.), det tredje på et straffespark begået mod Johan Larsson th.). Jens Dresling/POLFOTO
To af Brøndbys mål blev scoret af Kamil Wilczek (tv.), det tredje på et straffespark begået mod Johan Larsson th.). Jens Dresling/POLFOTO
Lyt til artiklen

Når Brøndby og FC Nordsjælland spiller fodbold, er det med garanti for både mål og underholdning.

Dagens fire mål var det færreste antal i sæsonens fire indbyrdes kampe, men der var som sædvanlig chancer og afslutninger til adskillige flere, da Brøndby vandt 3-1 i endnu en medrivende og underholdende kamp.

Hurtigløberen Jonathan Amon scorede det første, da han fra midterlinjen udnyttede en fejl i Brøndbys opspil, løb fra Benjamin Röcker og udplacerede Frederik Rønnow.

Kamil Wilczek er imidlertid brandvarm for tiden, og polakken udnyttede kort efter et fremragende Brøndbyopspil og en sidste aflevering fra Teemu Pukki til iskoldt at tage et enkelt træk og sparke bolden op i nettaget til udligningen.

Lige som i torsdagens pokalsemifinale mod FC Midtjylland scorede Wilczek to gange, da han pandede et hjørnespark fra indskiftede Besar Halimi i mål til 2-1.

Straffespark i tredje forsøg

Efter et par heftige appeller for straffespark fra begge hold i løbet af kampen dømte Michael Tykgaard et af slagsen i tredje omgang, da Jonathan Amos ville sparke bolden væk, men i stedet sparkede Johan Larsson ned.

Teemu Pukki sparkede bolden til venstre og sig selv op på topscorerlistens andenplads med sæsonens 17. ligamål, hvilket kun Hobros Pål Alexander Kirkevoll med 18 kan overgå.

Det var syvende gang i denne sæson Brøndby vandt en kamp efter at have været bagud, og pokalfinalisterne er dermed oppe på 26 kampe i træk uden nederlag i Superligaen, hvor forspringet til FC Midtjylland atter er på 5 point inden de sidste fire runder, hvor Brøndby mangler at møde FC København (ude) på søndag, FC Midtjylland (hjemme), AC Horsens (ude) og AaB (hjemme).

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her