På forhånd var Vendsyssel vel den største nedrykningsfavorit i Superligaen, og klubben styrer også mod de kedelige kampe. Men blandt andet gode præstationer mod FCK giver vendelboerne en ukuelig tro på overlevelse.

»I troede, vi var døde og borte«: Men i Vendsyssel er optimismen så stærk, at end ikke en stiv kuling ved Vesterhavet kan blæse den omkuld

Vendsyssel-anfører Alexander Juel Andersen jubler sammen med Mikkel Wohlgemuth efter sejren på 3-2 over Brøndby i december - oplevelser som den giver klubben tro på overlevelse i Superligaen.
   Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Vendsyssel-anfører Alexander Juel Andersen jubler sammen med Mikkel Wohlgemuth efter sejren på 3-2 over Brøndby i december - oplevelser som den giver klubben tro på overlevelse i Superligaen. Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Lyt til artiklen

Det er let at høre, at Alexander Juel Andersen har spillet en rum tid i AGF. Fans af den evigt forpinte Aarhus-klub elsker at synge om, hvordan de måske nok ofte er undertippede, men altid rejser sig fra flammerne:

»I troede, vi var døde og borte. I troede, vi ville forgå. Men blå-hvide er vi af hjertet. Og GF vil altid bestå«, runger det så ud over stadionet.

Og selv om Alexander Juel Andersen har forladt AGF, virker det til, at han ikke helt har sluppet den tankegang. I hvert fald genbruger forsvarsspilleren hyppigt netop fansangens første strofe i sit nye hverv som anfører for Vendsyssel FF, der da også er undertippet og spiller i blåt og hvidt.

Som Alexander Juel Andersen siger om udsigten til nedrykningsspillet efter at have spillet 1-1 i Parken mod førerholdet fra FC København for en lille uge siden:

»Den præstation kan vi bruge til rigtig meget. Vi fik underbygget, at vi har meget selvtillid og tro på egne evner ... Og så tror jeg også, at de andre hold tænker, at vi ikke er døde og borte. Det er vigtigt, at vi sender signaler udadtil«.

Slutspilsræset bliver en rigtig gyser

Det har vendelboerne gjort mod FC København, i begge omgange. Miniputterne fra Hjørring er de eneste, der ikke har tabt til førerholdet i denne sæson, eftersom deres første opgør mod det mægtige hovedstadshold sluttede 2-1 til Vendsyssel. Også Brøndby har de slået.

»Det bliver helt vildt tæt«

Så nej, de er bestemt ikke døde og borte, selv om de ligger tredjesidst og er en del af tabellens nederste, isolerede klump sammen med Vejle, Hobro og SønderjyskE.

I dag møder de så klubben bag ’De Undertippedes Nationalhymne’, men selv med en sejr over AGF er det første løb kørt. Det løb, der slutter om tre runder, når grundspillet glider over i slutspillet.

For Vendsyssels vedkommende står det allerede klart, at resten af foråret bliver en lang overlevelseskamp. Det starter for alvor i en af de to grupper i nedrykningsspillet, og med stor sandsynlighed ender det også med de nervepirrende playoff-kampe om at sikre endnu en sæson i Superligaen. Men det er okay, det er vendelboerne forberedte på.

»Vi har hele tiden haft i hovedet, at vi skulle spille nogle af de kampe, der i udgangspunktet ikke er så sjove, når det hele skal afgøres. Vi vidste godt, at vi ikke kom til at spille med om Europa eller guld, sølv og bronze. Det har vi været afklarede med fra start«, siger Vendsyssel-træner Jens Berthel Askou.

Derfor står han også i en lidt speciel situation. På den ene side går han selvfølgelig efter at vinde hver eneste kamp, som man nu engang gør i fodbold. Og som i øvrigt også kan kaste selvtillid af sig.

»Desuden er alle point pissevigtige«, som Jens Berthel Askou så bramfrit udtrykker det:

»Det kan for eksempel være det ene point mod FCK, der i sidste ende afgør, om vi ender som nummer tre eller fire i nedrykningspuljen, så det kan være med til at sikre os en lettere vej mod overlevelse. Det bliver helt vildt tæt«, siger træneren.

Interview med Brøndbys nye chef: »Jeg vil da godt sige, at jeg synes, at jeg er god til det, jeg laver«

Men samtidig handler de sidste tre kampe i grundspillet og de seks opgør i nedrykningsgruppen også om at optimere holdet frem mod de altafgørende knald eller fald-kampe, der formentlig venter til maj. I de seneste sæsoner har de danske fodboldtilskuere derfor også til tider set nogle af bundklubberne eksperimentere lidt inden skæbnedysterne for at finde det helt rigtige hold. Eller for at få bestemte spillere i form.

»Andre har nok mere pres på«

»Det er klart, at vi skal øve os og hele tiden blive klogere på, hvem vi kan bruge på hvilke positioner på hvilke tidspunkter. Og så er det et spørgsmål om at få så mange spillere som muligt op på så højt et niveau som muligt. Så på sin vis er det vigtigste da, at vi gennem gode præstationer udvikler os som hold og individuelt, så vi i de afgørende kampe er i en endnu bedre forfatning end sidste år, da vi rykkede op via playoff«, siger Jens Berthel Askou.

Det går den rigtige vej. For ham at se er Vendsyssel »milevidt foran« i forhold til sidste år:

»Som klub, organisatorisk, vores udtryk på banen, kvaliteten i spillet. Vi er et helt andet sted«.

Fra starten af sæsonen har Vendsyssel været favorit til at rykke ned i manges øjne. Sådan kan det da også stadig se ud til at ende, hvis ellers tabellen er et sandfærdigt vidne om tingenes tilstand. I hvert fald tyder alt på, at det først bliver afgjort til allersidst.

Men i Hjørring hersker en stemning af trods, og der er ikke noget, som trænerne og spillerne fra den blå-hvide klub hellere vil end at gøre sortsynet til skamme. Og de tror på det.

»Vi har masser af power, vi er ekstremt løbevillige, og vi har mod, ikke mindst til at byde alle hold op. Vi har en helt sindssyg aggressivitet og vilje. Det er nogle af de dyder, som vi skal overleve på«, siger Jens Berthel Askou og beretter om, at foråret er kommet tidligt til Vendsyssel – i hvert fald spirer optimismen omkring fodboldklubben:

»Vi udvikler os som klub hele tiden. Det vil man også se, hvis bare man tager en tur til Vendsyssel fra København og ser på, hvordan det hele bliver forbedret. Vi flytter ind i nye lokaler på træningsanlægget, 300 splinternye kvadratmeter. Vi får en ny træningsbane, stadion er ved at blive udbygget. Vores spillere bliver dygtigere og dygtigere, både dem, der er her, og dem, vi henter. Der er så mange ting, der giver os en tro på, at vi stadig er i Superligaen, når vi rammer sommerferien«.

Eftertragtet: Kasper Hjulmand føler sig heldig i en mærkelig fodboldverden

Ligesom græs kan bryde gennem asfalt med ufattelige kræfter, er det svært at stoppe Jens Berthel Askous optimisme. Er der da så slet ikke noget negativt at sige? Jo, Vendsyssel har haft svært ved at score. Og Vendsyssel har godt nok fået næsten halvdelen af sine point mod FCK og Brøndby, men har så omvendt skabt pauvre resultater mod sine direkte konkurrenter. Dog typisk i tætte kampe.

»Vi skal blive bedre mod de mere jævnbyrdige hold«, erkender Alexander Juel Andersen da også.

Det overstråler bare ikke den ukuelige tro, som hersker på Danmarks nordligste egn, og som end ikke en stiv kuling ved Vesterhavet virker til at kunne blæse omkuld.

»Andre hold har nok mere pres på sig, mens vi næsten kun har det interne. Det er selvfølgelig også højt nok, men vi har ro på i hverdagene, og vi spiller med ambitioner på en eller anden måde. Andre hold frygter måske lidt mere tingene. Vi er lidt mere fri, og så har vi det her med, at vi altid fortsætter uanset hvad«, siger Alexander Juel Andersen og tilføjer:

»At vi aldrig er døde og borte«.

Jeppe Laursen Brock

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her