Godt nok var det mørkt efterårsvejr, fugtigt og blæsende, det var sidst i efterårsferien, og hjemme i tv-stuen kunne man sidde lunt og godt foran skærmen og vælge at se Bayern München eller Barcelona, Tottenham, Liverpool eller Arsenal. Men alligevel. 1.085 tilskuere. Så få mødte op på Lyngby Stadion til hjemmekampen mod SønderjyskE for en uge siden. Bundrekord for sæsonen.
Mærkeligt, forbavsende og svært at forstå. Havde det været et ligegyldigt bundopgør i landets bedste fodboldrække, kunne det have været en forklaring. Men Lyngby har jo vist sig som den bedste af de 3 oprykkere i Superligaen, og med 2-0-sejren over sidste sæsons sølvvindere rykkede David Nielsens mandskab for et døgns tid op på 2.-pladsen.



























