Hvor er du heldig, du skal ned til fest og farver, ih hvor bliver det sjovt«, sagde min bankdame, da jeg forleden var inde i de hellige haller for at høre nyt om min lasede og pjaltede pensionsopsparing. Nu sidder jeg her i Porec, en ældgammel romersk by med facade til Kroatiens adriaterhavskyst, som den tager sig ud på den istriske halvø. Sidder, mens solen skinner dynamisk fra en velsignet skyfri himmel, i en halvklam ferielejlighed og tænker – fest og farver, jamen er det dét, det handler om? Halleluja-oplevelser foran TV 2-skærmen? En sportslig krimi med stærke, unge danske mænd i helterollerne, og med grumme udlændinge som skurke? Det er det nok. For det mandlige håndboldlandshold, der sidste år leverede 9 af de 10 mest sete sportsudsendelser i dansk tv – det var selvfølgelig fra Fest & Farver-slutrunden i Norge – synes at have taget pladsen som en art underholdningsyndlinge, der gør sukker i kaffen og glasur på lagkagen ganske overflødigt
Årets absolutte højdepunkt for de 16 spillere
Men selv om tv-stationerne og flere andre medier forsøger at presse mest mulig popsaft ud af holdet og de altid veloplagte, imødekommende og komplet ukrukkede spillere, så er VM-slutrunden her i Kroatien først og fremmest fysisk og psykisk topsport på højeste plan.
Det er årets absolutte højdepunkt for de 16 danske spillere, det er karrierens måske største udfordring – ja, måske selve billedet på det, der er den ganske mening med at spille håndbold for de mænd, der som kække knægte nysgerrigt gik ’hen i hallen’ og viste deres tynde ben, deres spidse knæ og små fingre frem.
Nu skal de – med muskuløse ben, veltrimmede kroppe og stærke fingre – forsøge at leve op til titlen: Europamester. For den slags forpligter naturligvis. Og skaber forventninger om nye store oplevelser. Om drama, spænding og nye skinnende medaljer. Om fest og farver. For pokker.
Det bliver anderledes end i Norge
Lad os håbe, det bliver medrivende. At vi får smukt håndboldspil at se, og smukt håndbold er, når et hold swinger som et bigband, når taktikken i al sin rå kraft lykkes, og når en spiller materialiserer sig som artist og skaber det, man næsten kun kan håbe på. Når alt bare er som honning på lunt brød en fuglesangsmorgen i maj.
Sådan var spillet i sine bedste timer for et år siden i Norge, og sådan kan det blive her i Kroatien, hvor det meget spæde forår prikker hver mand i nakken. Men det kommer bare ikke til at ske på samme måde som i Drammen, Stavanger og Lillehammer. Det kommer – hvis det kommer – til at ske med et andet udtryk.
For det er et nyt dansk hold, der i aften løber på banen til kampen mod Brasilien. Seks nye spillere er med som afløsere for bl.a. betonspillerne Joachim Boldsen og Kasper Nielsen. Og det betyder, at det danske hold har ændret fokus fra at være et forsvarshold til et angrebshold. For det forsvar, der var indarbejdet gennem flere sæsoner, findes ikke mere.
De danske sejre skal være større
Jesper Jensen, spilfordeleren fra Skjern, sagde det på denne enkle måde til mig på spillernes hotel: »I Norge kunne vi nøjes med at vinde 24-20, her i Kroatien skal vi vinde 29-25, for vi har ikke det forsvar, der kan holde modstanderne nede på 20 mål«.
Billedet er godt, også selv om landstræner Wilbek i går sagde, at de seneste træningstimer har vist, at »nu har vi også fået et forsvar«. Og han talte om, at hans spillere er i stand til at dække op både med en fremskudt mand i en såkaldt 5-1-formation og i en flad, men offensiv 6-0-formation.
Rigtigt, men forsvaret har ikke samme tyngde som for et år siden. Derimod har angrebet fået et nyt snit, et nyt design og et nyt tempo i kraft af udskiftningerne på holdet. Og det kan vise sig at blive en overraskelse for danskernes modstandere.
Dansk angrebsspil i en helt ny fase
Hurtigere folk giver bedre kontraspil, og hurtigere boldspillere åbner for flere kombinationer i det etablerede angrebsspil. Michael Knudsen er tilbage på stregen, Thomas Mogensen sætter ny energi i bagspillet, Mikkel Hansen har udviklet sig som skytte, backen Mads Nielsen kan blive en af turneringens store overraskelser, Jesper Jensen er bedre end nogensinde, og Bo Spellerberg har demonstreret et fornemt overblik i den seneste tid.
Med andre ord – det danske angrebsspil synes at gå ind i en helt ny fase.
Derfor er det til at forstå, når Lars Jørgensen – og til dels også Michael Knudsen – taler om at forlade denne turnering med guldmedaljer om halsen.
Det er let at sige – bragesnak. Det er let at tale om æv-bæv sportsmandsfloskler. Om det største i dette liv: forventningens glæde, som jo altid har været en dansk, for ikke at sige norsk sportsspecialitet.
Fokus er ændret på holdet
Jeg siger ikke, at det ikke kan lade sig gøre, jeg siger heller ikke, at Lars Jørgensen ikke selv tror på sin spådom. For det gør han. Jeg siger blot, at et hold, der har skiftet seks spillere ud, er meget sårbart, når modstanden bliver kraftfuld. Og det var den ikke i testkampene. Virkeligheden er nu. I aften mod Brasilien og endnu mere i morgen mod et meget stærkt serbisk hold.
