Anne Cecilie la Cour (tv.) og Lotte Grigel og holdkammeraterne har stadig masser at spille om ved EM.
Foto: Lars Poulsen

Anne Cecilie la Cour (tv.) og Lotte Grigel og holdkammeraterne har stadig masser at spille om ved EM.

Håndbold

Dårlig EM-placering kan i sidste ende koste OL-billet

Alle placeringer ved EM gælder, for i sidste ende kan det betyde en billet til OL-kvalifikationen.

Håndbold

For dansk kvindehåndbold er der det kommende år masser på spil i form af VM- og OL-kvalifikation, og hvis blikket rettes mod sommerlegene i Tokyo 2020, kan hver eneste placering, landsholdet vinder ved det aktuelle EM i Frankrig, vise sig at være guld værd.

Det er læren af Det Internationale Håndboldforbunds, IHF, lidt snørklede regler for kvalifikationen til de olympiske lege, hvortil kun 12 lande får adgang. OL-værterne fra Japan, Frankrigs verdensmestre, de kommende europamestre samt de kontinentale mestre fra Afrika, Asien og Panamerika besætter 6 af pladserne, og de 6 resterende fordeles via 3 kvalifikationsturneringer i foråret 2020.

Formatet for kvalifikationsturneringerne er 3 puljer med 4 hold i hver, som det også var tilfældet i for eksempel foråret 2015, hvor de danske kvinder blev besejret af både Montenegro og Rumænien og derfor ikke kom med til Rio de Janeiro i 2016.

I første omgang gælder det altså om at sikre sig 1 af de 12 pladser til kvalifikationsturneringen, og det skal ske ved VM i Japan næste år.

Landene, der besætter pladserne fra nr. 2 til nr. 7 i Japan, sikrer sig en billet til en af de tre puljer, og hvis et af holdene allerede er kvalificeret til OL, det kan for eksempel være Frankrig som verdensmester eller den kommende europamester, så går pladsen videre til nr. 8 og så fremdeles.

De 6 sidste billetter til kvalifikationsturneringen gives derefter til det bedste kontinent ved VM (2), det næstbedste kontinent (2), det tredjebedste kontinent (1) og endelig det fjerdebedste kontinent (1).

Og ad omveje er vi nu ved at nå frem til betydningen af placeringen ved EM i Frankrig. For traditionelt bliver Europa bedste kontinent ved VM og får altså derfor to ekstra billetter til den olympiske kvalifikationsturnering. Pladserne gives til de to lande, der ikke allerede er kvalificeret til OL eller kvalifikationsturneringen, og som er endt bedst ved EM.

To kampe om VM-billet

Det kan betragtes som en lille sikkerhedsventil, hvis alt andet glipper for en god nation. Det gjorde den for eksempel for Sverige i forbindelse med legene i Brasilien, fordi Danmark besejrede naboerne i VM-ottendedelsfinalen i 2015. Her kom 3.-pladsen ved EM i 2014 svenskerne til gode og sikrede pladsen i OL-kvalifikationsturneringen.

Sportschef i Dansk Håndbold Forbund Morten Henriksen siger da også, at alle placeringer tæller for det danske hold, hvilket gør de to kommende kampe mod henholdsvis Rusland og Montenegro ekstra vigtige.

Danmark kan selvfølgelig afgøre sagerne selv ved at kvalificere sig til VM næste år og derefter besætte en af de øverste syv pladser. Så er alle spekulationer om adgang til den eftertragtede OL-kvalifikation et overstået kapitel. Hvis det danske hold skal med til Japan om et år, skal holdet samlet vinde to playoffkampe – en ude og en hjemme – i juni næste år.

Modstanderen til disse to kampe bliver fundet ved en lodtrækning på søndag i Paris, og det kan eksempelvis blive EM-deltagerne Polen, Tjekkiet eller Kroatien.

For at holde alle muligheder åbne har IHF dog i reglementet tilføjet, at forbundet forbeholder sig retten til at ændre formatet på kvalifikationen til enhver tid.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce