For de danske EM-spillere og truppen omkring holdet bød dagen efter den voldsomme medfart mod de franske verdensmestre på lidt kærkommen adspredelse i form af en bytur og møder med familie og kærester. Stemningen i det danske hovedkvarter på Westiotel i La Chapelle-sur-Erdre lidt uden for Nantes var afdæmpet, men slet ikke dårlig, for det havde hjulpet gevaldigt at holde træningsfri og få tankerne et helt andet sted hen oven på en uge fyldt med håndbold.
Nyheden om demonstrationerne i Frankrig, der nu også fik betydning for EM-turneringen i form af nogle udsatte kampe, var nået frem til den danske trup, men landstræner Klavs Bruun Jørgensen var temmelig sikker på, at Rusland nok skulle klare at spille to kampe på lige så mange dage.



























