Gåsehud, en tåre i øjenkrogen og strittende hår på armene. Jo, de danske spillere og landstræner Nikolaj Jacobsen var enige om, at Royal Arena havde været en enestående ramme omkring den første danske VM-kamp på hjemmebane i 41 år. Lige fra de første strofer af ’Der er et yndigt land’ gjaldede ned mod banen til den sidste klapsalve ringede af i minutterne efter slutsignalet var der enstemmighed om, at kampen mod Chile, som danskerne vandt 39-16, havde været en fantastisk oplevelse.
Netop på grund af de mange tusinde tilskuere var de danske spillere opsatte på at give noget tilbage i form af flot spil og forrygende afslutning, og en af dem, der levede op til løftet var kampens danske topscorer Casper U. Mortensen.




























