Væltet reklamebande skader spanske VM-spillere: Flere er kørt på hospitalet

Flere spanske landsholdsspillere i håndbold måtte på hospitalet, da en reklamebane væltede ned over spillerne.

Håndbold

De spanske landsholdsspillere ved VM i håndbold var yderst uheldige fredag, da en reklamebande væltede og skadede flere af holdets spillere.

Det skriver TV2 Sport.

Ulykken skete fredag aften, da en tung LED-reklamebande på den ene langside i Lanxess Arena i Köln væltede og ramte tre-fire spillere, oplyser holdleder Iker Romero.

Værst gik det ud over andenmålmanden Rodrigo Corrales Rodal, der efterfølgende fik is på knæet.

»Der skete noget. Jeg ved ikke hvorfor, men banden væltede over mig. Jeg har en smule smerter, men jeg tror, Rodrigo har mere ondt«, siger spilleren Aitor Arino Bengoechea til TV2 Sport.

»Jeg ved ikke, hvad der skete. Lortet væltede ned over mig. Jeg håber, jeg er klar til i morgen«, siger han med henvisning til kampen mod Frankrig.

Episoden medførte også, at spanierne med det samme stoppede træningen. De friske spillere lavede nogle udstrækningsøvelser, inden resten af træningen blev aflyst.

Iker Romero oplyser til TV2 Sport, at de tilskadekomne er blevet kørt på hospitalet, hvor deres skader nu skal undersøges.

»Hans (Rodrigo Corrales Rodal, red.) ben ser skidt ud. Han kan ikke gå, og om 24 timer møder vi Frankrig. Nu har vi kun en målmand«, siger Iker Romero.

Bliver Rodrigo Corrales Rodal ikke klar, har Spanien mulighed for at hente en målmand ind i truppen, og valget vil givetvis falde på rutinerede Arpad Šterbik.

I mellemrunden skal Spanien møde Tyskland og Brasilien ud over Frankrig.

ritzau

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce