Anders Zachariassen kom til at spille en hovedrolle på det danske hold i 2. halvleg, hvor han inde på stregen modtog den ene aflevering efter den anden fra fodermester Mikkel Hansen. Med fem mål var Flensburg-spilleren med til at sikre den danske sejr på 26-20 over Egypten, og selv om han var med ved EM i Kroatien sidste år, kunne han godt fornemme på publikums reaktion, at de kendte ham bedre nu efter syv kampe på hjemmebane.
»Jeg har spillet landskampe, hvor de ikke rigtig har kendt mit navn, og nu kan de da trods alt råbe det. Det er selvfølgelig dejligt at blive lidt mere kendt på den måde, men det er ikke noget, jeg lægger så meget i. Jeg er her for at spille håndbold for det land, jeg repræsenterer«, sagde Anders Zachariassen.



























