Trods hurtigt svensk kontraspil lykkedes det danskerne at gå fra mellemrundens sidste kamp med en sejr på 30-26. Nu venter Frankrig i semifinalen.

Lettede danske spillere klar til Hamborg: »Det er en forløsning endelig at være i semifinalen«

Det danske hold er med sejren over Sverige klar til semifinale. Her skal de møde Frankrig.  Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Det danske hold er med sejren over Sverige klar til semifinale. Her skal de møde Frankrig. Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Lyt til artiklen

Endnu engang var Boxens lægter fyldt med danskere klædt i rødt og hvidt og med Dannebrog tegnet på kinderne. Denne gang til Danmarks kamp nummer otte, hvor Sverige blev besejret 30-26, mens Kim Larsens nationalklassikere brølede udover højtalerne.

I aften var der for alvor noget på spil.

Med sejren er danskerne videre til semifinalen i Hamborg, hvor de fredag møder Frankrig.

Selv om svenskerne var hurtige og foran i dele af kampen, lykkedes det midt i anden halvleg det danske hold at vinde spillet tilbage. I høj grad båret frem af Landin-brødrene, som begge var storspillende.

»Vi havde nogle problemer med deres målmand i starten, men det fik vi løst. Vi spillede godt og stod godt defensivt. Det hjælper selvfølgelig også, at Niklas står en god kamp i målet«, sagde Magnus Landin om storebror, der kunne præstere en redningsprocent på 35.

»Vi har spillet godt i turneringen, så det er en forløsning endelig at være i semifinalen«, fortsatte fløjspilleren, som scorede fem mål på fem forsøg.

Det skete flere gange, at lillebror ramte målet i den ene ende, hvorefter storebror reddede i den anden. Boxen kvitterede således med at råbe to gange »Landin« tilbage.

Selv om der var eufori i hallen, nåede skrækscenariet om nederlag dog at gå gennem de danske spilleres hoveder, fortalte Magnus Landin efter kampen.

»Man når selvfølgelig at tænke nogle tanker, når man er bagud med tre. De løb godt på deres kontra, men de blev også trætte. Det er måske en af årsagerne til, at det vender«, sagde han om midterste del af kampen.

Otte minutter inde i anden halvleg kom Rasmus Lauge flyvende og vendte spillet til dansk føring, som holdt til de sidste minutter.

Med fem minutter igen rejste Boxen sig selvtillidsfyldt og sang således det danske hold til sejr. Sidste bold blev skudt i mål af Henrik Toft, som spillede store dele af kampen og dermed for alvor er inde i turneringen efter sin skade.

»Vi har haft en god turnering i Herning, men vi glæder os også til at komme til Hamborg. Der er fire gode hold tilbage, så jeg har ikke tænkt så meget på, hvem vi skal møde«, sagde Henrik Toft.

»Sverige løb hurtigt. Det var deres chance for at komme i til at spille de sjove kampe, men jeg synes, vi fik løst det fint. Det er dejligt at være i semifinalen. Vi havde en god defensiv med to gode keepere, der tager med hænder og fødder«, lød det videre fra stregspilleren, som scorede to mål.

Også Morten Olsen kom på banen og scorede et enkelt mål, efter at have siddet på bænken en stor del af turneringen.

»Nikolaj ved godt, hvad jeg kan. Så nu må vi se, hvordan kampene kommer til at forløbe«, lød det fra Morten Olsen.

»Vi kæmpede meget med deres spillere og havde lidt svært ved at finde bredde i spillet, men Markussen kom ind og viste, at vi sagtens kunne stige op og skyde på mål udefra. Det skal vi huske på, at vi kan finde ud af«, sagde han

Sara Krog

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her