0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Håndbold
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Landsholdet kollapser, da Norge knuser de danske VM-drømme

Danmark fik en drømmestart på kampen og var foran 5-0. Men så gik holdet i stå.

Håndbold
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Trods en drømmestart endte det i tårer, da Norge så godt som knuste de danske drømme om en plads i semifinalen ved VM med en sejr på 22-19. Alt for mange fejl i de sidste tre fjerdedele af kampen kostede et godt dansk resultat, der ellers var inden for rækkevidde.

Chancen for at slå Norge har nok aldrig været større end ved netop dette VM, og det viste danskerne også i indledningen, men af helt uforklarlige årsager sneg nervøsiteten sig ind i det danske spil, og de rutinerede kræfter, som gjorde det godt mod Frankrig forleden, faldt fuldstændig ud - dog målvogter Sandra Toft undtaget.

En af de helt udslagsgivende faktorer i nederlaget var det danske overtalsspil, der på intet tidspunkt kom til at fungere optimalt. Tværtimod tabte Danmark en i 1. halvleg, og efter pausen blev det ikke bedre.

Når nu angrebet havde så svært ved at passere Silje Solberg i det norske mål, skulle de perioder, hvor danskerne var en spiller mere på banen, naturligvis være udnyttet knivskarpt. Så var resultatet blevet et helt andet.

Det startede ellers helt forrygende godt for Danmark, der i løbet af de første knap fem minutter kom foran 5-0.

Det foranledigede den norske landstræner Thorir Hergeirsson til at tage en timeout, og den var særdeles velanbragt, for sjældent har Norge ageret så nervøst, som i den indledende fase mod Danmark.

Danskerne fik scoret fra alle positioner, og i målet fortsatte Sandra Toft med at imponere. Selv om Norge fik reduceret til 5-2, slog Danmark hurtigt igen med to scoringer af Louise Burgaard.

De norske jenter virkede groggy og brændte en del helt store chancer ligesom de ganske uvant begik en del tekniske fejl.

Midtvejs i halvlegen gjorde Trine Østergaard det til 8-4, men så begyndte usikkerheden helt uprovokeret at snige sig ind i det danske spil.

Angrebsspillet blev uforklarligt forkrampet og pludselig røg afleveringerne ud over sidelinjen. Der blev taget halve chancer i angrebet, som den norske målvogter forholdsvis let kunne pille, og det er dødssynd mod Norge.

For det satte gang i den frygtede norske kontramaskine, som i det sidste kvarter af 1. halvleg knuste Danmark.

Efter Trine Østergaards scoring , da der var spillet 15,10 minutter, fandt de danske spillere kun vej til det norske net yderligere en gang i 1. halvleg. Ja, de læste rigtigt: Én gang.

Norge sagde naturligvis tak til den lillefinger, der blev rakt dem, og de tog hele armen. I det kværnende tempo, der der norsk håndbolds varemærke, blev det danske hold løbet over ende, og med otte mål blev kampen vendt fuldstændig på hovedet, og Norge kunne gå til pausen med en føring på 12-9.

Klavs Bruun Jørgensen skiftede flittigt ud for at finde den rette opstilling i angrebet, men måske skulle han aldrig have bytte rundt på den opstilling med Anne Mette Hansen, Lotte Grigel og Louise Burgaard, der fungerede så godt i kampens indledning.

I hvert fald blev gjorde Stine Jørgensen, Mie Højlund og Kristina Jørgensen det ikke særlig godt, da de i forskellige opstillinger kom på banen. Efter en god start var Louise Burgaard i sidste halvdel af 1. halvleg også dyr med tre skud, som hun tydeligvis ikke selv troede på.

Danmark fik stoppet blødningen efter pausen og arbejdede sig langsomt ind på den norske føring. Med to mål af Mie Højlund blev der reduceret til 16-15, og ved 18-16 til Norge stod kampen i lang tid og balancerede på knivens æg.

Desværre for Danmark begik holdet i denne periode, hvor Norge virkede temmelig uskarpe en række dyre fejl.

Først endte en dansk overtalsperiode 0-0, så brændte Anne Mette Hansen i helt fri position, og da Stine Jørgensen skulle på banen, skete der en udskiftningsfejl. Det kostede en udvisning, som Norge dog ikke formåede at udnytte.

Annonce

Danmark fik en ny chance, da Norge kom i undertal, men skarpheden fra de danske bagskytter Anne Mette Hansen og Stine Jørgensen var der ikke denne dag, så der skulle kæmpes hårdt for hver eneste scoring.

Med tre minutter igen førte Norge 20-19, men selv om det danske hold var i overtal kunne nordmændene trække afgørende fra til 22-19.

I teorien kan Danmark stadig nå semifinalen, selv om holdet blot er noteret for et enkelt point. Men det kræver, at resultaterne flasker sig i helt ekstraordinær grad. Tyskland kan Danmark ikke længere overhale, og Norge må ikke få flere point i de to resterende kampe mod netop Tyskland og Sydkorea.

Danmark skal i første omgang rejse sig mandag mod Holland, og der er stadig masser at spille om. Vigtigst af alt er selvfølgelig en placering mellem de syv bedste, der givet Danmark en mulighed for at kvalificere sig til OL.

Sidste danske kamp i mellemrunden er på Onsdag mod Serbien, der besejrede Sydkorea.

Læs mere:

  • Håndbold-EM for herrer 2020

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts