Nordmændene havde problemer i 2. halvleg, men så dummede Frankrigs nøglespiller sig.

Norge er tilbage på tronen efter sejr over de forsvarende mestre

Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Lyt til artiklen

Ingen over og ingen ved siden af det norske kvindelandshold. For 8. gang i historien fik de suveræne jenter hængt EM-guldmedaljerne om halsen - denne gang efter en finalesejr på 22-20 over Frankrig i Boxen i Herning.

Norge var allerede i 1. halvleg godt på vej mod sejren og førte 14-10 ved pausen, men et fransk hold er aldrig slået, før slutsignalet har lydt, og det beviste holdet atter ved at komme stærkt igen.

De forsvarende europamestre fik udlignet til 18-18 med godt 10 minutter tilbage af opgøret, og nordmændene havde store problemer med at score.

Det skyldtes blandt andet en stor præstation i det franske mål af den tidligere Viborg-keeper Cleopatre Darleux, men der er også grund til at fremhæve hendes kollega i den anden ende, Silje Solberg, som ligeledes brillerede med store parader.

EM-chok: Kroatien knuser de danske medaljedrømme med storsejr

Frankrig kom sågar foran 19-18, men så dummede holdet sig med en forkert udskiftning, der gav udvisning og dermed rødt kort til hjernen på det franske hold, Grace Zady.

Det udnyttede de norske jenter til at skabe et forspring på to mål med under to minutter igen.

En række af de norske spillere er noteret for over 200 landskampe og Katrine Lunde sågar for flere end 300. De fleste andre har over 100 kampe i den norske landsholdstrøje, og den rutine viste sig for alvor, da det strammede til mod finalens slutning.

Karakterbogen: Før bronzefloppet spillede danskerne på et meget højt niveau

Norge var før EM ganske usædvanligt uden titler, men nu er holdet tilbage på toppen og et godt bud på olympisk guld i Tokyo til sommer og VM i Spanien om et år.

Henrik Braad Jacobsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her