Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
DRESLING JENS
Foto: DRESLING JENS

TRØST. Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen tabte finalen, men de er alligevel stolte af sølvmedaljen i Rio.

OL 2016
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Efter brutal sølvmedalje: »Ud af 100 tårer er kun en af dem af skuffelse«

Med mindst mulige margin tabte Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen OL-finalen, men er mest af alt stolte over at levere et historisk resultat for dansk badminton.

OL 2016
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Med blikket rettet mod det orange gulv holdt Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen hinanden i hånden.

»Denmark«, rungede det så, før et jubelbrøl af en anden og bedre verden brød ud.

De to ketsjerkæmpere fra Danmarks bedste damedouble nogensinde samlede deres sidste kræfter, bøjede det ene ben i de Dannebrogs-røde træningsbukser og trådte op på podiet foran. Så hævede de deres sammenfiltrede hænder i en fælles jubelknytnæve. På en skærm blafrede Dannebrog ivrigt.

TRE SÆT

Efter at kronprins Frederik, medlem af IOC, havde hængt tunge sølvmedaljer om kvindernes halse, begyndte tårerne at flyde. Og de blev ved, som de stod der, med Christinna Pedersens kind mod Kamilla Rytter Juhls skulder.

»Alle de her tårer er mest af glæde... Fordi vi er så stolte. Ud af 100 tårer er kun en af dem af skuffelse – og en anden er af udmattelse«, sagde Kamilla Rytter Juhl efter at have tabt 18-21, 21-9, 21-19 til japanerne Takahashi og Matsutomo i gårsdagens dramatiske OL-finale og lidt det mindst mulige nederlag i badminton.

»Vi er fuldstændige smadrede. Fysisk, men også i hovedet. Mange ting flyver rundt. Vi er jo fuldstændig ekstremt stolte over den her medalje, som vi føler, at vi mere har vundet end tabt... Men når vi nu kun var to point fra at tage guldet, er vi også skuffede. Selvfølgelig«, sagde hun.

Den dramatiske kamp

Uden at mæle et ord ankom Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen til Pavillon 4 ved Rio de Janeiros olympiske by klokken 10.27, lokal tid – med ketsjertasker over skulderen. Solen lunede luften så meget, at svedperler let piblede frem. Klædt i røde joggingbukser, løse hvide T-shirts med et synligt ’DENMARK’ på ryggen skridtede de ind i den mastodontiske hvide kolos. Fokuserede.

Ret præcist to en halv time senere spillede den olympiske finales første duel mod verdensranglistens nummer et.

»Danmark«, gjaldede enklaver af rødklædte tilskuere efter fulgt af tre klap, mens de flere japanske fans overtog lydkulissen med det lige så simple råb:

KAMPGEJST

»Nippon«.

Pedersen og Rytter Juhl vidste, at de var oppe mod en helt fantastisk defensiv. Gang på gang fik de udtryksløse japanske spillere fjerbolden tilbage over nettet, selv om danskerne havde banket den noget så uregerligt ned mod det grønne gulv med en udgangshastighed på mere end 300 kilometer i timen. Endelig trængte danskerne igennem forsvarsmuren med kraft og snilde, så de vandt første sæt 21-18. En fantastisk start mod et par, de havde tabt til de seneste fem gange.

Andet sæt kom japanerne hurtigt så meget foran, at Rytter Juhl og Pedersen overgav sig. 21-9. Videre.

FRA SKUFFELSE TIL SEMIFINALE

Som tredje sæt skred frem, steg intensiteten i den varme hal. Begge par forsøgte at genere hinanden ved små mentale kneb som at brokke sig til dommeren eller bede om at få skiftet bolden, selv om der ingen problemer var med den

»Play. Play. Play now«, måtte kamplederen det ene øjeblik formane de brokkende japanere, mens han det næste måtte irettesætte danskerne:

»Kamilla, you’re delaying the game«.

Den historiske medalje

På tribunerne larmede en stor del af herrelandsholdet i håndbold, flere andre danske OL-atleter, Christinna Pedersens forældre og sportschefen i Badminton Danmark, Finn Trærup Hansen, der jævnligt piftede skingert. Lydniveauet blandt de danske tilskuere gik fra højt til infernalsk, da damedoublen kom foran 19-16. To point fra olympisk guld.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Pludselig rykkede japanerne. Egentlig spillede Pedersen og Rytter Juhl udmærket til det sidste, men modstanderne var bedre i de fem afgørende bolde. 21-19. I ærgrelse kastede Kamilla Rytter Juhl ketsjeren fra sig. Så gik hun hen til Christinna Pedersen, tog makkeren om livet og så delte de nogle lange sekunder i tavshed.

»Sport er brutalt og at tabe med to point er det værste i badminton. Men vi er også bare så stolte«, sagde Pedersen.

DOBBELT OP

»Det går lige i maven at være den første damedouble, der får en olympisk medalje«, supplerede Kamilla Rytter Juhl, før hendes makker tog over igen:

»Da vi begyndte at spille sammen i 2010, ville jeg aldrig have troet på det, hvis nogen sagde, at vi i 2016 ville vi stå i en OL-finale i damedouble. Men vi var bare et godt match«.

Efter nederlaget brændte mælkesyren så voldsomt i de danske kvinder, at de måtte sætte sig på en stol. Mens de sad der, kom trænerne Lars Uhre og Kenneth Jonassen hen til dem – og gav dem »verdens største krammer«. Som et tillykke med den historiske medalje.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden