I fugleflugt er afstanden mellem det centrale London og Glasgow cirka 550 kilometer. Eller 343 mil for nu at følge målestokken på De Britiske Øer. I bil tager turen mellem de to storbyer rundt regnet syv en halv time – vel at mærke i mild morgentrafik. Den halve dagsrejse er et fint billede på fodboldens liv ved OL: distanceret, forsømt, alene. Selv om kæmpebegivenheden hedder OL i London, finder kun en lille brøkdel af fodboldkampene sted i hovedstaden. Resten er henlagt til Glasgow, Cardiff, Coventry, Newcastle og Manchester, hvor Storbritanniens hold i dag tager hul på mændenes turnering med en dyst mod Senegal på Old Trafford. I det hele taget er fodbolden lidt af et olympisk stedbarn, der lever sit eget liv langt fra ånden og de tværkulturelle møder i OL-byen. »OL kan ikke rumme en fodboldturnering med alle verdensstjernerne, fordi den ene sport så risikerer at blive for stor til legene«, siger Jørn Hansen, idrætsprofessor ved Syddansk Universitet. Den store afstand til resten af legene er ikke det eneste, der får fodboldturneringen til at leve sit eget liv. Den starter også som det eneste arrangement en dag før den officielle indmarch, fordi det er umuligt at afvikle 32 kampe mellem i alt 16 forskellige lande inden for de 16 OL-dage. Kompromiser til begges gavn Og så er fodbold den eneste olympiske sportsgren, hvor landene ikke må stille med deres bedste atleter: Kun tre spillere i truppen må være over 23 år. Derfor er stjerner som Wayne Rooney, Andrés Iniesta og Ronaldinho heller ikke med, selv om Storbritannien, Spanien og Brasilien deltager. I stedet spiller talenter som spanske Juan Mata og brasilianske Neymar. Formatet i London er et kompromis efter en historisk strid mellem Den Internationale Olympiske Komité (IOC) og Det Internationale Fodboldforbund (Fifa). Den traditionsrige boldsport var første gang på OL-programmet i 1900 og blev dengang regnet som et verdensmesterskab. Alle var amatører, som OL-ånden foreskrev, men det krav førte også til den første konflikt mellem IOC og Fifa. Fodbolden var den store publikumsmagnet, og det generede den olympiske bevægelse, at én sport sparkede sig til så meget opmærksomhed. Derfor begyndte kritikere at betvivle spillernes amatørstatus.

LÆS OGSÅ Pelé: Brasilien er langt fra OL-formen

Den debat udryddede Fifa ved at etablere VM i 1930, så kunne fritidsatleterne trille med læderkuglen til OL, mens alle kunne deltage ved sportens eget mesterskab.

Men i 1980’erne løsnede IOC op og tillod professionelle atleter. Det stillede Fifa i et nyt dilemma. Forbundet ønskede at fastholde VM som den største fodboldbegivenhed. Derfor udnyttede daværende Fifa-præsident, brasilianske João Havelange sit IOC-medlemskab til at forhandle et kompromis på plads: Kun bestemte spillere måtte deltage i den olympiske turnering. Efter et par forskellige forsøg endte det med den model, der gælder i dag.

»Den model er sådan set i begge parters interesse: Fifa vil ikke have, at VM er truet som den største fodboldbegivenhed, IOC vil ikke have, at fodbolden vokser resten af OL over hovedet og sluger al opmærksomheden«, siger Jørn Hansen.

Klubberne utilfredse med OL

Selv om det olympiske fodboldstævne passer de to store organisationer fint, har det stadig masser af modstandere. Særlig klubejerne. For første gang tvinger Fifa i år holdene til at afgive U23-spillerne til landsholdene under OL – tidligere kunne de forhindre deres dyrt betalte stjerner i at deltage i stævnet, der ligger midt i sæsonstarten. Da det stod klart i marts, udsendte Det Europæiske Klubforbund (ECA) straks en pressemeddelelse:

»Det var ikke meningen, at OL skulle indgå i kampkalenderen«, lød teksten.

Spillerne er dog umiddelbart uenige med deres arbejdsgivere.