Forestil dig at skrue en forstuvet ankel ned i en stram skistøvle lavet af hård plast.
Springe ud af en startrampe med en skulder, der endnu mangler at hele efter at være slået ud af led. Drøne ned ad en piste med 90 km/t. gennem stejle kurver og meterdybe hop sammen med tre andre skiløbere, der nøjagtig som Sophie Fjellvang-Sølling selv ikke viger en centimeter i kampen om den ideelle linje mod mål. »Om det gør ondt at stå på ski med en forstuvet ankel? Jo, jeg kan godt mærke smerten«, siger Sophie Fjellvang-Sølling. »Men det er jo den, jeg er. Jeg har svært ved at sige stop, før jeg ligger og raller. Jeg vil altid køre 100 procent, også når jeg rent fysisk kun er på 50 procent«, siger ski cross-løberen tydeligt utilpas ved at blive tvunget til at tale om noget så frustrerende og uvelkomment som skader. For Sophie Fjellvang-Sølling har ikke tid til at være skadet. Eller lyst. Det er skiløbet og konkurrencen, der er hendes passion – og det er i øvrigt heller ikke hendes tur til at være skadet igen. Arme, ben, fingre, håndled, knæ – og nu ankel og skulder har i flere omgange været knækket, vredet, forslået. Nok er nok, og skaderne heler ikke hurtigere af, at man snakker om dem. Men de er en uundgåelig del af gamet i den spændingsmættede nye OL-disciplin ski cross. De gør ondt, og for første gang i sin skikarriere har hun erkendt, at målet er større end den øjeblikkelige trang til at køre konkurrence og bevise sit værd i kamp mod andre. Så selv om det var gennemført ufedt at stå på sidelinjen, da hendes konkurrenter kørte en World Cup uden hende i søndags, så gjorde hun det. Stod bare og kiggede på i sneen i Schweiz og sugede erfaring til sig. Og erkendte, at weekendens sæsonfinaler i La Plagne i Frankrig også blev uden hende. »Jeg ved godt, at jeg har kvalificeret mig til OL i den her sæson. Men det er jo bare mit delmål. Så selv om jeg daler ned ad ranglisten, og det derfor har store konsekvenser for mig ikke at stille op, så handler alt om mit mål – og det er OL om et år. Set i det perspektiv er løb her og nu ikke vigtige«, siger Sophie Fjellvang-Sølling og lyder, som om hun forsøger at overbevise sig selv. Over et årti i sneen Sophie Fjellvang-Sølling er 27 år og har stået på ski stort set hele tiden, siden hun som 16-årig flyttede til Lillehammer for at gå på skilinjen på Norges Top Idrettsgymnasium. Først gjaldt den daglige træning en karriere i de alpine slalomdiscipliner, og efter gymnasiet rejste hun videre til Hafjell, hvor det danske landshold havde sin base i en årrække. Hun kørte Europa Cup og World Cup i fem sæsoner og købte sig til at træne med det svenske landshold i mangel af kvalificeret sparring på det danske landshold. Men kvalifikationen til OL i Torino i 2006 lykkedes ikke, og hun brugte en lang sommer på at revurdere sin skikarriere. Og besluttede sig for at skifte til den nye OL-disciplin ski cross. Kombinationen af fart og hop side om side med tre andre løbere appellerede til hendes skistil og temperament, og en niendeplads ved VM i 2007 gav blod på tanden til at skrue ned for tandlægestudiet og satse 100 procent på at blive en fast del af toppen i World Cuppen og vinde en medalje ved OL i Vancouver. Nu er der under et år til legene i Canada, og beslutsomheden og troen på opgaven er ikke blevet mindre. Tværtimod. »Men jeg skal blive en bedre taktiker og lære at sige fra. Jeg prøver virkelig at være fremadrettet, for det handler om, at jeg er 100 procent til OL, så jeg kan præstere det, som jeg forventer af mig selv«, siger Sophie Fjellvang-Sølling. Det er medaljer på banen på Cypress Mountain, som bjerget, der skal køres ski cross på, hedder. Og vejen mod målet begyndte også optimalt i efteråret, hvor hun var kommet sig over sidste sæsons to brud i benet og fået skabt et optimalt team med både fysisk, teknisk og mental træning omkring sig. »Jeg troede jo, at det skulle blive min første hele sæson i World Cuppen«. I januar lagde hun ud med en 21.- og en 8.-plads og kørte dermed OL-kravet, som er en plads i toptredive og mindst 100 FIS-punkter – det er et særligt pointsystem – hjem i første forsøg. Andre er mere stabile »Sæsonen gjaldt om at få en masse erfaring ved at køre en masse løb – og det har jeg også fået. De andre er måske lidt mere stabile, end jeg er, men nu ved jeg, at når jeg er 100 procent, så kan jeg præstere helt i top. De andre er ikke bedre, jeg kan køre lige så hurtigt, som de kan, og det er rigtig, rigtig positivt for mig at have fået den erfaring«. Sæsonen har også givet en del andre aha-oplevelser. I konkurrenceskiløb er hurtige ski ikke bare lig med nye kanter og voks, det er en større videnskab. Og her rakte to par topski ikke. »Jeg havde to par hurtige raceski, og jeg har ødelagt dem begge. Så det ved jeg jo til næste år – to par raceski er ikke nok«. Lige nu er hendes krop i gang med at hele, derefter er der en række sponsorer, der skal fokuseres på, og endelig tager hun til New Zealand for at træne på vintersne i sommerperioden. »Jeg skal forbedre de små tekniske ting, der giver stabilitet i konkurrencerne. Banerne bliver ikke sværere, men konkurrencen stiger 100 procent fra år til år. Der er mange flere med, og det er derfor meget hårdere løb. De løbere, som før kørte i topti, bliver nu nummer 30 til 40, hvis ikke de også rykker sig«. Så det har hun tænkt sig at gøre.
