Lang pause: Wozniacki afgør sin fremtid på landsholdet efter sæsonen

Efter deltagelsen ved Wimbledon skulle turen have gået til Citi Open Washington, men en skade har bremset planerne. 
   Ben Curtis/AP
Efter deltagelsen ved Wimbledon skulle turen have gået til Citi Open Washington, men en skade har bremset planerne. Ben Curtis/AP
Lyt til artiklen

Caroline Wozniacki, der i aftes meldte afbud til turneringen Citi Open i Washington på grund af en skade i benet, skal frem til afslutningen på sæsonen, før hun med sin lejr lægger planer, der vil afgøre, om det danske tennislandshold igen får glæde af hendes kvaliteter.

Det oplyser Dansk Tennis Forbunds (DTF) formand, Henrik Thorsøe Pedersen.

»Caroline Wozniacki vil gerne spille med landsholdet i Fed Cup, men kvindernes organisation WTA har også en række krav, som spillere på Wozniackis niveau skal opfylde. Hvis Fed Cup kan passes ind i planlægningen, kan Wozniacki igen spille for landsholdet«, siger Henrik Thorsøe Pedersen.

I foråret kom det via medier og tennisforbundet frem, at Wozniacki havde besluttet at vende tilbage til landsholdet, men det afviste tennisstjernens far og træner Piotr Wozniacki kort efter. »Jeg har ikke snakket med dem (DTF, red.) i seks år«, som han formulerede det.

Ukuelige Wozniacki taber efter at have overlevet fem matchbolde

Det er mere end tre år siden, Wozniacki senest optrådte for Danmark i Fed Cup, hvor hun i april 2015 vandt sikkert over Maria Sakkari i en samlet dansk 2-0-sejr over Grækenland. Året efter stillede hun til start for Danmark ved OL i Rio, hvor det blev til nederlag i 2. runde mod tjekkiske Petra Kvitova.

Siden har kvindelandsholdet måttet klare sig uden Wozniackis hjælp, og alligevel gik det godt, da Danmark i april i år spillede oprykningskamp mod Israel og med en samlet 2-1-gevinst sikrede billet til Europa/Afrika Zone Group I i 2019-sæsonen.

Kontakt mellem parterne

»Wozniacki er stadig interesseret i landsholdet, for hun følger pigerne og snakker med dem, når de skal i kamp. Vi er i DTF løbende i kontakt med Wozniackis manager i Danmark, Mikkel Nissen, og når der er en afklaring efter sæsonen, kan vi via ham gå videre med vores planer«, fortæller Henrik Thorsøe Pedersen.

Wozniacki skaber Wimbledon-håb med flot titel i Eastbourne

»De omfatter også OL 2020 i Tokyo, og hvis Wozniacki vil være med der, skal hun jo spille nogle Fed Cup-kampe. Men som sagt er det alt sammen afhængigt af, at landsholdet kan indgå i Wozniackis øvrige program«.

Nye regler for OL-deltagelse

Reglerne for fremtidig deltagelse ved OL er i år ændret således, at der ganske vist fortsat er 56 spillere, der via deres placering på ranglisten i OL-sommeren er kvalificeret, men de resterende otte pladser bliver besat efter et sæt nye regler fra Det Internationale Tennisforbund (ITF).

De omfatter fire kvalifikationer fra kontinentale mesterskaber som f.eks. Asian Games samt en særlig europæisk og oceansk kvalifikation til den bedst rangerede spiller fra en nation i området, der ikke allerede har andre kvalificerede deltagere.

Caroline Wozniacki er klar til at spille for landsholdet igen

Næstsidste deltager findes ved uddeling af en plads til en tidligere OL-guldvinder eller en tidligere grand slam-vinder, som ikke har opnået direkte kvalifikation. Er der her flere emner, kvalificeres den spiller, der enten har flest titler eller den højeste rangering i juni 2020.

Og som sidste mulighed har værtsnationen en chance for at kvalificere en spiller, hvis nationen ikke allerede har en deltager. Det skal i så fald være landets højest rangerede spiller i juni 2020.

De nødvendige Fed Cup-kampe

Men som Henrik Thorsøe Pedersen understreger, kræver det for kvinderne også landsholdsdeltagelse ved den globale nationsturnering Fed Cup, hvis man vil have fingre i en OL-billet.

I Caroline Wozniackis tilfælde, hvor hun for Danmark stiller op på et niveau med en turneringsform, der gennemføres med flere landskampe ved hver begivenhed, skal hun optræde minimum to gange i rødt og hvidt i perioden 15. august 2016-8. juni 2020.

Den berømte danske ketsjersvinger har altså gode muligheder for en tur til Tokyo om to år, hvis hun fortsat har ambitioner om et godt OL-resultat.

Carsten Godtfredsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her