JESS THORUP, Kasper Hjulmand og Ståle Solbakken. De tre cheftrænere er blandt de sikkert få, som i denne ekstremt lange og varme sommer - hvor de fleste af os helst ville kunne sidde stille skiftevis i solen og i skyggen med noget køligt at drikke inden for rækkevidde og uden at skulle lave alt for meget - elsker og glæder sig over at være på overarbejde. De tre træneres spillere arbejder også over. Men de skal jo bare træne og hvile godt og have al fokus rettet på den næste kamp. Thorup, Hjulmand og Solbakken skal sammen med deres assistenter have det store overblik, se på ukendte modstandere, planlægge taktik og strategi, få point i Superligaen og jonglere og balancere med spillerne, så de bliver blandet og sat rigtigt sammen fra kamp til kamp og får succes på den europæiske scene.
FC MIDTJYLLAND HAR haft 21 spillere på banen i de første superligarunder, FC Nordsjælland 19, FC København 18. Det tætte kampprogram med hold, hvor nye spillere skal integreres er både en stor udfordring og en gave. For i de internationale kampe udvikles spillerne, de bedste fører sig frem, så de kan sælges til store millionbeløb, og gode præstationer i Europa giver selvtillid og overskud – hvis resultaterne er i orden. Man bliver jo aldrig træt af at vinde kampe og komme i europæiske gruppespil. Det ved de alt om i FCK, som gennem årene har spillet 189 kampe i alle europæiske turneringer. FCM har spillet 63, FCN 27.




























