Det er sjældent, at en superligakamp er afgjort efter godt en snes minutter. Vi oplevede det i aftes i Parken, hvor der kun var ét hold på banen i det meste af første halvleg. FCK’erne boltrede sig lystigt, spillede fodbold med et smil, med masser af gode ideer og kreativitet og nød al den plads, AaB’erne gav dem. Det var en fornem 4-0-opvisning af Ståle Solbakkens mandskab, der er blevet klart forstærket med målmageren Dame N’Doye og Andreas Bjelland, mesterspiller med FC Nordsjælland i 2012.
Andreas Bjelland er den spillende stopper, FCK-holdet har brug for. Bjelland kan lægge de smukkeste afleveringer og skift over lange distancer, han kan spille hurtigt og kort, hvis det skal til, og han kan spille bolden op til den stærke N’Doye, som modstanderne har så svært ved at komme helt ind på kroppen af.


























