Chokbølgerne fra krigen i Ukraine rammer bredt ud over verdenssamfundet, og de kommende dage spiller effekten af grusomhederne også en rolle ved den store amerikanske tennisturnering i californiske Indian Wells. Men selv om de store internationale tennisorganisationer WTA, ATP og ITF har udtrykt deres støtte til Ukraine, er der fortsat grønt lys for alle spillere fra Rusland og Belarus.
Stemningen vil dog være noget speciel.
»Jeg tor, der bliver tale om nogle følelsesmæssigt meget anstrengende dage i ørkenen«, siger den tidligere nr. 1 på kvindernes verdensrangliste, amerikaneren Lindsay Davenport, der arbejder for Tennis Channel.
»Det vil formentlig blive vanskeligt for et antal af deltagerne at konkurrere, mens krigen raser i Ukraine, og der kan opstå en slags tomhed, når det drejer sig om udfordringerne i tennis. Der er jo også flere af de berørte, der har oplyst, at de ikke sover om natten«.
