Det er dagen før dagen før dagen. På anlægget med det mundrette navn USTA Billie Jean King National Tennis Centers træningsbane nr. 2 varmer Caroline Wozniacki efter en kaotisk periode med flere skader op til et af sæsonens helt store mål, US Open.
Solen bager ned over området, og den første times tid går Wozniackis dybe slag fra baglinjen ud over træningsmakkeren Nicole Gibbs (USA), der i perioder bliver kørt rundt på banen, når der spilles om point.



























