Mikael Wulff forklarer, hvorfor disse 10 er stribeduoens egne favoritter.
Mikael Wulff: Det, der sker her, er jo i virkeligheden et meget enkelt greb. Man tager den måde, man opfører sig i en sfære og flytter den over i en anden. For et år siden lavede vi en Top 1000-bog baseret på læsernes stemmer. Af alle de striber, vi nogensinde har lavet, har denne fået højest rating. Det er simpelthen nummer 1 af samtlige striber. Det skal så i øvrigt siges, at det er en webundersøgelse, og striber om noget, der foregår på nettet, er meget populære på nettet.
Mikael Wulff: Det her var en af de mest populære striber i foråret. Den blev i hvert fald delt på mange sociale medier. Den opsummerer meget godt, hvordan man har det, hvis man lever i et samfund som vores og har det utroligt komfortabelt, men alle lever alligevel i en eller anden form for krisetilstand. Det er meget absurd og meget trist: At man aldrig bliver lykkelig, og at det er ens egen skyld.
Mikael Wulff: Det er en af mine egne favoritjokes. Jeg var selv ret genert, da jeg var yngre. Men jeg lavede på et tidspunkt en pagt med mig selv om, at min generthed ikke skal forhindre mig i at få det ud af livet, som jeg gerne vil.
Mikael Wulff: Det er også en gammel stribe. Jeg ved ikke, om det er en af mine favoritter længere, men det var den i hvert fald på et tidspunkt. Som mennesker har vi jo opfundet et raffineret samfund, men i alle systemer er der på en eller anden måde en brist, viser det sig. Her har man konstrueret en kæmpe ubåd, og så er der pludselig noget, der er lavet af papir. Hvorfor er der det? Det er en meget god metafor for, de øjeblikke hvor man pludselig overraskes over, at det gennemtænkte liv måske slet ikke er så rationelt skruet sammen, som det ser ud.
Mikael Wulff: Grunden til, at jeg godt kan lide joken, er, at det en ret præcis observation af, hvad der kan ske, når slanke individer smedes sammen i den store kærlighed. De giver slip og bliver tykke og dovne. Og så synes jeg, den er meget velfortalt. Kompositorisk er den godt løst.
Mikael Wulff: Den fortæller, at selvom Einstein beskæftigede sig med det mest abstrakte overhovedet, var han vel et menneske og kunne vel derfor også besidde nogle af de mest basale dyriske, primitive behov. Når alt kommer til alt, tror jeg, at også et geni vil opleve den rene hedonisme. Geni og perversion. Den kombination holder altid.
Mikael Wulff: Det, jeg godt kan lide ved den tegning, er, at der ikke er ord eller tekst. Det er en enkel ide. En joke, man også kunne lave for 40 år siden. Klassisk enkel og visuel. Jeg kan rigtigt godt lide, når der ikke er noget tekst. Det kommunikerer lynhurtigt, og alle kan forstå det. Det er sjældent, vi laver dem, for det er utroligt svært at lave noget, der er så simpelt. Til gengæld kan man se, at jo flere ord, vi har brug for, jo sværere har vi tilsyneladende haft ved at skrælle os ind til kernen i ideen. Hvis der er mere end 4 tekstdele, så er der noget, der er gået galt.
Mikael Wulff: Det er en stribe, som kom i den periode, hvor Anders blev far. Der var ekstremt mange striber, der handlede om kvinder, der var i gang med at føde børn eller kvinder, der lige havde født. Altsammen utroligt udpenslet med slim og blod og udflåd – alt det, der havde gjort dybt indtryk på Anders. Jeg synes, det her er den bedste stribe, der kom ud af de omkring to år, hvor Anders brugte striben til en form for terapeutisk behandling. Der var virkelig mange striber, der illustrerede noget med babyer og ufattelig konkret kropslighed.
Mikael Wulff: Det er en klassisk vits, som man også kender fra vores brug af pandaer. Mennesket har det med at gøre naturen til noget helligt og per definition smukt og ophøjet. Som om man træder ind i en katedral. Og sådan er det jo ikke altid. Vi har så valgt at skrue en lille smule op for naturen. Jeg synes i øvrigt altid, det er sjovt at se en bæver brække sig. Det er desværre ikke noget, man ser hver dag. Men det bør man. Det er oplagt materiale til et nyt realitytv - 'Puking Beavers'. Det vil alle gerne se.