I efteråret 2016 ankom en global tendens til Kirkenes i det allernordligste Norge. Myndighederne byggede et 200 meter langt hegn ved grænsen til Rusland.
Året før var godt 5.000 migranter i løbet af nogle måneder kommet over grænsen fra Rusland. Mange var flygtninge fra borgerkrigen i Syrien. Regeringen nede i Oslo ville vise handlekraft. På krav fra justitsminister Anders Anundsen fra Fremskrittspartiet byggede myndighederne grænsehegnet.
I Kirkenes kalder de det i dag for ’symbolhegnet’, fortæller Thomas Nilsen, der er redaktør på nyhedsmediet The Independent Barents Observer, der har base i grænsebyen.
»Hvis man forestiller sig, at en person er kommet fra Aleppo eller Raqqa eller et andet sted, som er bombet helt sønder og sammen, og har klaret at rejse gennem hele Syrien over til Tyrkiet og op til Moskva eller Sankt Petersborg og derfra over til Murmansk og gennem det arktiske område på Kolahalvøen og hen til Norges grænse, så klarer dette menneske også at gå 200 meter rundt om hegnet«, siger Thomas Nilsen, der peger på, at den norsk-russiske grænse er 196 km lang.
