Engang var fremtiden engelsk. Efter 1945 – og i særdeleshed efter Den Kolde Krigs afslutning – blev USA det vestlige tyngdepunkt, hvor alt økonomisk, politisk og kulturelt udgik fra. Og vi i Danmark fulgte velvilligt med. Vi åbnede os for amerikansk indflydelse og byggede et uddannelsessystem, der skulle ruste vores børn til globaliseringen. Vi tog popkulturen til os og lærte flydende managementengelsk. Det blev kaldt fremsynet, og det var det bestemt også. Det var uden tvivl med til at gøre Danmark til et af de mest konkurrencedygtige samfund i verden.

Men dette fremsyn havde også en bagside. I takt med at engelsk blev det altdominerende fremmedsprog, blev andre, især tysk og fransk, stadig mere nedprioriteret i skoler og gymnasier, og resultatet er i dag til at få øje på: Nye generationer vokser op med en historisk ringe forståelse for netop de kulturer og samfund, vi er tættest forbundet med.