Statsleder Zoran Zaev hilser på parlamentsmedlemmer.
Foto: Tomislav Georgiev/Ritzau Scanpix

Statsleder Zoran Zaev hilser på parlamentsmedlemmer.

Internationalt

Makedonien bliver til Republikken Nordmakedonien og nærmer sig græsk forsoning

Makedoniens premierminister opfordrer sine "græske venner" i Athen til at ratificere aftale om navnestrid.

Internationalt

Makedoniens premierminister opfordrer sine "græske venner" i Athen til at ratificere en aftale, der bilægger en årelang navnestrid. Det skriver AFP.

Makedoniens parlament stemte fredag for, at landet skifter navn til Republikken Nordmakedonien. Når det samme er sket i det græske parlament, er striden endeligt løst.

»Vort parlament fandt styrken, men det var ikke let. Men jeg er overbevist om, at det græske parlament også vil finde styrken til at træffe beslutningen«, siger premierminister Zaev.

Navnestrid med Grækenland siden '91

I Grækenland siger ledende regeringsmedlemmer, at en afstemning finder sted inden ti dage.

I alt 81 parlamentsmedlemmer stemte i Makedonien for den lovændring, der baner vej for navneskiftet. Dermed fik forslaget det nødvendige flertal på to tredjedele af parlamentets 120 medlemmer.

Grækenland har siden 1991 modsat sig, at den tidligere jugoslaviske republik kunne kalde sig Makedonien.

Årsagen er, at der findes en græsk provins af samme navn, og grækerne har frygtet, at nabolandet på et tidspunkt ville begynde at gøre krav på dele af territoriet i det nordlige Grækenland ved at henvise til navnet.

Navneskiftet træder ikke officielt i kraft, før det er godkendt i det græske parlament.

Skal bane vej til Nato og EU

Når Makedonien endeligt skifter navn, har Grækenland lovet at ophæve sit veto over for et makedonsk medlemskab af den internationale organisation Nato samt det europæiske EU-samarbejde.

I Athen håber oppositionspartiet Nyt Demokrati, at navnestriden vil resultere i et mistillidsvotum til premierminister Alexis Tsipras regering, hvilket vil føre til et valg hurtigere end ventet.

Tsipras har lykønsket Zoran Zaev med parlamentsgodkendelsen.

ritzau

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce