Danmark bliver skamrost af Ukraine for de forsinkelser, som danske myndigheder påfører den russisk-tyske gasledning Nord Stream 2.
»Vi skylder Danmark en stor tak. Det er helt klart, at Danmark er et eksempel for andre europæiske lande. Danmark er et land, som helt grundlæggende ikke er bange for at stå fast på europæiske værdier over for et stærkt russisk pres og endda også over for pres fra Tyskland«, lød rosen fra den kommercielle direktør for det statsejede ukrainske gasselskab Naftogaz, Yuriy Vitrenko, under et seminar om Nord Stream 2 i Oslo for få dage siden.
Inden årets udgang skal Naftogaz, støttet af EU-Kommissionen, forhandle en ny aftale om transit af russisk gas til Europa gennem Ukraine på plads med den russiske modpart, og her er Nord Stream 2 helt afgørende for, hvem af de to parter, der sidder med de bedste kort.
Hidtil har den russiske strategi været, at Nord Stream 2 skulle stå færdig i løbet af i år. Det ville betyde, at det statsejede russiske gasselskab, Gazprom sad med en trumf over for den ukrainske modpart, fordi en meget stor del af den russiske gas i stedet for at strømme gennem Ukraine kunne transporteres gennem Nord Stream 2. Ukraine henter 4-5 procent af sine statslige indtægter fra transitaftalen, der regnes for at være en afgørende del af den ukrainske økonomi.
Dansk pokerspil om Nord Stream 2 koster Putin og energiselskaber milliarderTilbage i april 2017 søgte Nord Stream 2 om at lade ledningen følge den eksisterende Nord Stream-ledning i dansk territorialfarvand forbi Bornholm. Det fik Folketinget til i november 2017 at vedtage en lov, der giver Udenrigsministeriet vetoret over for den slags anlæg i dansk farvand, hvis de skader Danmarks strategiske udenrigs- og forsvarspolitiske interesser.
Ministeriet er fortsat ikke færdig med at overveje det, og derfor indsendte Nord Stream 2 for over et år siden en ny ansøgning om en rute, der vil gå nordvest om Bornholm uden for territorialfarvandet, men gennem Danmarks såkaldte økonomiske zone.
Danmark ændrer styrkeforholdet
Ifølge FN’s havretskonvention kan Danmark ikke stoppe den linjeføring, men danske myndigheder - i dette tilfælde Energistyrelsen - skal sikre mindst mulige skader på miljøet og gener for skibstrafikken fra ledninger.
Men for få måneder siden besluttede Energistyrelsen ikke at færdigbehandle ansøgningen, før Nord Stream 2 har fået behandlet endnu en ansøgning, denne gang gennem dansk økonomisk zone sydøst om Bornholm. Ifølge de danske myndigheder vil den løsning muligvis være mere skånsom for miljøet, og genere skibstrafikken mindre.
Løkke og Merkel vil arbejde for at sikre Ukraine med ny russisk gasledningDette overraskende krav om en tredje ansøgning fra Nord Stream 2 har vendt op og ned på styrkeforholdet i de højspændte gasforhandlinger mellem Ukraine og Rusland, fordi det vil forsinke færdiggørelsen af den omstridte gasledning.
En forsinkelse af Nord Stream 2 på mindst et halvt år vil give Ukraine en trumf i forhandlingerne og tvinge Rusland til at indgå en transitaftale med Ukraine. Russerne risikerer nemlig erstatningskrav fra de europæiske købere af gassen, hvis den hverken når frem via Nord Stream 2 (NS2) eller transitledningen gennem Ukraine.
Og derfor var Yuriy Vitrenko fra Naftogaz forsigtigt optimistisk til mødet i Oslo: »Forsinkelserne vil give nye muligheder i forhandlingerne med Rusland om en ny transmissionsaftale. Gazprom ved, at denne forsinkelse – hvis den danske regering vælger den – vil betyde, at Gazprom og Ukraine skal nå en løsning om transitten som minimum for 2020«.
»Danmarks forsinkelse af Nord Stream 2 er meget brugbar for Naftogaz, Ukraine og hele Europa. Men vi har stadig til gode at se, om Danmark vil kræve den nyeste tredje linjeføring gennemført. Hvis Nord Stream 2 i stedet får tilladelse til enten den første linjeføring gennem dansk territorialfarvand eller den anden gennem farvandet nordvest om Bornholm, vil det betyde, at der ikke bliver forsinkelse. Danmark kan hjælpe Ukraine og EU, men Danmark kan ikke alene stoppe NS2«.
Gazprom: Et mareridt
På et møde i Moskva arrangeret af Nord Stream 2i slutningen af maj kaldte viceadministrerende direktør i Gazprom Dmitry Khandoga en forsinkelse af gasledningen et »mareridtsscenario«.
Han sagde, at det dog er »for tidligt til for alvor at overveje det scenario i forhold til forsinkelsen af Nord Stream 2«.
Da Politiken pegede på, at feriesæsonen er på vej, og at høringerne i Danmark om den tredje linjeføring først starter med et høringsmøde på Bornholm tirsdag den 18. juni, svarede Dimitry Khandoga, at »året ikke er slut endnu«.
Men ifølge nyhedsbureauet Reuters er en af EU-Kommissionens ledende embedsmænd i forhandlingerne, Klaus-Dieter Borchardt, sikker på, at den manglende danske godkendelse allerede er et stort problem for Kreml og Gazprom.
»For mig er det en kendsgerning, at Nord Stream 2’s tidsfrister ikke holder, og det vil tvinge Rusland til at forhandle om fortsat at pumpe gas gennem Ukraine. Der kommer store forsinkelser, og det er vores trumfkort over for Rusland«.
fortsæt med at læse




























