»Frankrig er i krig«, siger præsident Macron i dramatisk tale. 80 millioner skal holde sig hjemme i foreløbig 15 dage.

Macron sætter Frankrig i karantæne - og giver franskmændene en opsang

Foto: Ludovic Marin/Ritzau Scanpix
Foto: Ludovic Marin/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Efter flere dages tøven og modsatrettede signaler og beslutninger i kampen mod coronaen vælger præsident Emmanuel Macron nu at sætte alt ind i en situation, hvor flere franske læger »ser bølgen komme« i form af en eksplosion af smittede og hårdt ramte. ​​​

I en tale til nationen mandag aften bebudede præsidenten en række vidtgående skridt, som er taget efter konsultationer med videnskabelige eksperter, partilederne og hans forgængere i embedet, Nicolas Sarkozy og François Hollande.

»Vi er i krig - i en krig om vores helbred ... og fjenden rykker frem«, lød det flere gange fra præsidenten i talen. I første omgang vil myndighederne fra tirsdag kl. 12 reelt holde befolkningen i karantæne. Det vil i foreløbig 15 dage kun blive tilladt at foretage korte indkøb, at tage på arbejde eller opsøge læge, for det handler om at undgå enhver form for unødig kontakt.

Hvis den sundhedsmæssige situation ikke bedrer sig, vil karantænen blive forlænget, og kilder omkring premierminister Edouard Philippe taler om en periode i op til 45 dage.

Præsidenten henviste til, at franskmændene i weekenden trodsede alle instrukser og mødtes i hundredtusindvis i restauranter og cafeer. Vennepar udvekslede kindkys under spadsereture, men alt det er slut nu.

»Ikke alene beskyttede I ikke jer selv, men i beskyttede heller ikke andre«, hed det i præsidentens opsang, og det vil være slut med besøg hos venner og bekendte.

Regeringen vil inden tirsdag middag præcisere reglerne, og brud på dem vil blive straffet, fastslog Emmanuel Macron.

Han gjorde det samtidigt klart, at anden runde af kommunalvalget, hvis første omgang fandt sted søndag, vil blive udskudt. Denne beslutning blev taget efter en enstemmig indstilling fra partilederne, understregede han og gjorde samtidig opmærksom på, at de havde billiget gennemførelsen af første omgang.

Præsidenten har været udsat for hård kritik for at have organiseret første del af valget kun dagen efter, at hans egen premierminister havde orienteret befolkningen om de første indskrænkninger i form af lukning af butikker, restauranter og barer. Supermarkeder, bagere, slagtere og apoteker vil fortsat være åbne, ligesom der vil være adgang til visse servicefunktioner.

Storm på supermarkeder

Allerede inden præsidentens tale forlod tusindvis af mennesker de store byer for at søge tilflugt i fritidshuse på landet eller hos familie i områder, som indtil nu ikke er hårdt plaget af virussen.

»Paris bliver en spøgelsesby«, lød det fra et ungt par i Paris, som gjorde klar til at forlade hovedstaden.

De tilbageblevne løb stormløb på supermarkederne, hvor højst 100 kunder var tilladt ad gangen. Men alle konstaterer, at der ikke er alternativer til Emmanuel Macrons beslutning.

»Det er den mest vidtgående beslutning af denne art i landets nyere historie«, siger historikeren Jean-Yves Le Naour til avisen Le Figaro.

»Metoden ligner den, som blev brugt for at kæmpe mod pesten i Marseille i 1720«, lyder det fra historikeren med henvisning til pesten medbragt fra et skib fra Syrien. Den dræbte 30.000-40.000 mennesker ud af områdets befolkning på godt 80.000.

De to store bilfabrikanter Renault og PSA, som tilsammen er verdens største producent af biler, valgte mandag at lukke deres fabrikker i Frankrig, flyselskabet Air France indstiller op til 90 procent af deres flyvninger.

Statsbanerne vil begrænse deres køreplaner, og parisernes bevægelsesfrihed bliver i forvejen stærkt begrænset af, at antallet af afgange i metroen og forstadsbanen RER vil falde i takt med, at de ansatte bliver syge.

Mandag faldt aktiekurserne på børsen i Paris med omkring ti procent, og konsekvenserne af præsident Macrons beslutning får betydning langt ud over landets grænser.

»Man skal ikke glemme, at Frankrig er en af verdens førende økonomier, som nu bliver lagt ned«, siger en børsmægler.

Reelt havde præsidenten intet valg. For Frankrig står med ryggen mod muren i kampen mod coronaen, og læger over landet »ser bølgen komme«, som Philippe Juvin, chef for akuttjenesten på hospitalet Georges-Pompidou, udtrykte det mandag på tv-stationen LCI.

Alene i Paris-regionen er antallet af patienter i de intensive afdelinger fordoblet på tre dage, og lægerne i intensive afdelinger i Paris-regionen og især i det østlige Frankrig omkring Mulhouse i Alsace har svært ved at følge med.

Her stiller regeringen nu et militærhospital til rådighed, og præsidenten garanterede, at læger og sundhedspersonale vil blive udstyret med masker indenfor de kommende dage, hvilket hidtil ikke har været tilfældet i flere regioner.





Michael Seidelin

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her