Ifølge utallige meningsmålinger ønsker et solidt flertal af franskmændene ikke en gentagelse af præsidentvalget i 2017, hvor den politisk udefinerbare Emmanuel Macron stod over for den indvandrerfjendtlige højrepopulist Marine Le Pen.
De få vælgere, som valgte at afgive deres stemme søndag i anden omgang af de franske regions- og amtsrådsvalg, sendte samme signal. Marine Le Pen og Emmanuel Macron er valgets store tabere, og der er hermed åbnet en breche for en kommende konservativ kandidat.




























